Tjaaa pizza har de ihvertfald ikke, og faktisk heller ikke noget menukort... Men autentisk italiensk mad, det er der vist ingen tvivl om at de serverer! Jeg synes lige jeg vil fortælle jer om en helt fantastisk mad- og vinoplevelse jeg sammen med familien oplevede i lørdags, da søster inviterede på mad i Christianshavn.
En hyggelig atmosfære i den autentiske restaurant
L'Altro var hvad vi oplevede. Tjenerne snakkede stort set ikke dansk, så næsten alt foregik på engelsk. Servicen var fajance, importeret fra Sicilien og der var stort set ikke 2 tallerkener der var ens. Det var rustikt og gav bestemt ikke udtryk for fine fornemmelser.
Det eneste der var fint, var prisen. Men synes faktisk med alt det mad vi fik at spise, alt den skønne vin, de mange timer vi tilbragte der og hele oplevelsen i sig selv var pengene værd (kan jeg sagtens sige når jeg ikke selv betalte)! Det skal lige siges at det faktisk kan gøres billigere ved at vælge en anden prisgruppe vin osv.
Menuen bestod af enten 3 eller 5 retter. Vi valgte 5 retter: antipasti, forret, hovedret, ost og dessert. Men 5 retter er ikke bare 5 retter, nej der var skam 5 antipasti, alt blev serveret 1 slags ad gangen. 2 forretter, en suppe og en pasta. Hovedretten var det lækreste lækreste møre og hvidløgsmarinerede lam jeg nogensinde har smagt, nøj hvor var det lækkert. Herefter 3 slags ost og tilsidst lidt til den søde tand, en lækker chokolade souffle, også kaldet en chokolade fondant - perfekt med flydende chokolade indeni - mums!
De 5 antipasti vi fik kan jeg knap nok huske hvad var. Vi var på restauranten 3½ time, ja så lang tid tog det at spise al den mad - på trods af at der stort set ingen ventetid var mellem retterne - både mad og vin kom flydende... Så med al den vin, blev man efterhånden lidt tipsy, men vi fik da en udskrift af det ikke eksisterende menukort med hjem, så må lige studere det en af dagene, hvad vi egentlig fik at spise. Men kan da huske at den ene antipasti var noget roastbeef marineret i balsamico med parmesan, vi fik også en blanding af kikærter og hvide bønner, og endnu en antipasti var 2 stk. bruschetta med henholdsvis noget pate af en slag og noget ost af en slags på det andet (ja husker ikke så godt, men godt smagte det, selvom jeg kan være lidt kræsen over for visse madvarer). De sidste 2 antipasti husker jeg pt. ikke hvad var ;-)

Som sagt er der intet menukort, maden blev præsenteret efterhånden som den kom ind på bordet, hvilket bevarer overraskelsen. Jeg er ikke kræsen, men nogen af de retter vi fik var jeg helt sikkert gået udenom hvis jeg havde siddet og kigget i et menukort. Men fordi maden bare kommer ind på bordet, så smager man jo - og alt var bare så lækkert og velsmagende og på trods af det store måltid blev der INTET lævnet. Alt var simpelt anrettet på smukke fajance fade som man selv tog fra -intet uoverflødigt, uspiseligt pynt eller fine portionsanretninger.
Vinen kan man selv bestemme ud fra et menukort eller vælge en vinmenu som de har sammensat ud fra retterne. Vi valgte vinmenuen + en velkomstdrink. Jeg regnede med at det nok var et glas vi fik til hver ret, men de blev ved med at fylde op i glasset til det var tid til næste ret og dermed også næste vin. Ialt blev det til 7 slags vine og alle ekstremt velsmagende. Jeg er absolut ikke vinkender, det vil jeg overlade til min far og svoger. For mig kan en vin smage godt eller dårligt, men ved disse vine var jeg slet ikke i tvivl - de passede til hver enkelt ret!
For de nysgerrige, kan jeg tilføje at L'Altro betyder "den anden", det er nemlig ejerens anden restaurant. For ud over L'Altro ejer han Era Ora, som længe har haft en Michelin-stjerne. L'Altro er dog mindre "fin", mere nede på jorden og serverer enkelt og ægte italiensk mad.
Så jeg kan på det varmeste anbefale
L'Altro til alle der sætter pris på et godt, simpelt, autentisk italiensk måltid mad uden dikkedarer. Og så er der nu noget spændende ved at gå ud og spise, uden at skulle tage stilling til, om man nu skal have det ene eller det andet at spise, og man slipper for at bruge "flere timer" på at beslutte, om det skal være den ene eller den anden vin der skal drikkes til. Prisen kan som sagt virke lidt høj, men hvis man elsker at nyde god mad og vin i en hyggelig atmosfære, så er det bestemt alle pengene værd og en oplevelse man ikke lige glemmer foreløbigt.
Prego :-)