Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ferie. Vis alle opslag

mandag den 4. oktober 2010

2 nye LO'er (fødselsdagsgave til min mor)

Så er der taget hul på den første af mange fødselsdage i oktober, min mor havde nemlig fødselsdag i går og jeg var til hyggelig og lækker fødselsdagsfrokost. Jeg havde lavet disse 2 næsten ens LO'er til hende fra min søster og jeg. Forskellen ligger egentlig bare i sommer og vinterbilleder.

Papiret er fra Prima (Tea and Silk Collection), og ellers har jeg brugt miniknapper, blondebånd og figuren er købt for længe siden på udsalg i Panduro.



Familien har godt nok haft mange gode ferier i den lånte svenske ødegård, da min søster og jeg var børn. Turen derop var lang men hyggelig, og det bedste var, når vi nærmede os og vi kunne begynde at genkende huse, stakitter og og andre kendingsmærker langs vejen, så vidste vi at der kun var en lille tur på en bumlet skovvej tilbage, før vi var der og kunne komme ud og stå på ski, lege eller gå tur i skoven. Jeg har spurgt min mor om hun kan finde en adresse på huset, for det kunne være sjovt at finde et satelitfoto på Google Maps og se om det stadig ligger "in the middle of nowhere".

De næste 2 uger venter så yderligere 5 fødselsdage, incl. min egen ;-) Det kræver en del planlægning og koordinering, så man kan nå det hele. Og nu vil jeg så smutte ud og købe gaver til de næste 2 fødselsdage i weekenden.

fredag den 17. september 2010

Hjemme fra ferie

Som nogen af jer måske har opdaget, er det et stykke tid siden jeg har blogget. Jeg har været på ferie med familien. Og ja, og så lægger jeg mig næsten altid syg efter en ferie - også denne gang! Det er en lille uges tid siden vi kom hjem, men det er først nu jeg egentlig orker at sætte mig foran computeren, men sofaen og tv'et været godt brugt den sidste uges tid ;-)

Ikke fordi jeg skal fortælle i detaljer om alle de småting jeg har fejlet, men jeg vil dog alligevel lige fortælle at jeg primært har "lidt" af "efter-søsyge", eller hvad man nu skal kalde det... Som nogen af jer ved har jeg været med familien på krydstogt i Middelhavet, og en uge på havet, sætter åbenbart min balance helt ud af system. Så siden jeg kom hjem, har gulvet gynget under mig og jeg har følt at jeg måtte holde fast i ting, for ikke at vælte - derfor har sofaen været så eftertragtet.

Ombord på skibet har jeg overhovedet ikke følt nogen form for søsyge (selvom jeg normalt bliver hurtigt køresyg). Der er så mange "stabilisatorer" eller hvad man nu kalder det i skibet, at det nærmest er umuligt at blive søsyg (jo måske, hvis man skulle sejle over Atlanten), og selvom der 2 aftener var høje bølger og man gik og slingrede lidt, når man bevægede sig rundt på skibet, så kunne man intet mærke når man sad ned, stod stille eller lå ned. Men kroppen har åbenbart vænnet sig til de små bevægelser, for da jeg kom hjem, var balancen helt ude af kontrol. Jeg kunne godt mærke lidt de gange vi gik i land, men vi var som regel kun i land 5-8 timer, så følelsen forsvandt jo lige så snart vi kom tilbage på skibet. Jeg er vist den eneste af os, som har været "efter-søsyg", men de fleste af os har også døjet med ondt i halsen osv. Modsat vejret her i Danmark, har vi jo haft rigtig godt vejr, og aircondition har derfor kørt på fuld fart om natten (ja, vi er jo selv ude om det).

Adventure of the Seas
Nå, men nok om sygdom osv, for vi har haft en super dejlig ferie og haft nogen virkelig gode oplevelser. Turen gik fra Malaga, hvor vi havde valgt at tage en overnatning inden, for også at opleve lidt af byen og ikke mindst spise noget fantastisk tapas. Mums, det kan man godt blive afhængig af ;-) Dagen efter (lørdag) skulle vi så ombord på skibet og havde hele søndagen på havet. Det var en god måde at starte på, for så fik man virkelig slappet af og kunne nyde dagen ved poolen osv. Min søster og jeg tog også til en omgang bingo, meget underholdende måde at spille bingo på, og noget anderledes end herhjemme (min søster, en af mine kusiner og jeg spiller banko et par gange om året herhjemme, så det skulle også prøves på skibet).

Malaga: Udsigt fra Gibralfaro til Alcazaba lige bag træerne og "den enarmede" domkirke
Mandag ankom vi til Cagliari på Sardinien, hvor vi tog på en udflugt til noget der hedder Nora. Det er en ca. 3000 år gammel ruinby, som man for et par hundrede år siden begyndte at udgrave. Man har fundet boliger med mosaikker, et teater, romerske bade osv. Noget jeg synes er ret spændende at se og det var et væsentligt større område end forventet. Jeg ville gerne have set lidt af den gamle bydel i Cagliari efter udflugten, men var simpelhen så træt af jeg droppede det.

Ruinbyen Nora: Jeg kan godt forstå at romerne, for 3000 år siden valgte at placere en by her, især med den udsigt!
Tirsdag lagde vi så til i Civitavecchia, en by der ikke umiddelbart er så meget at opleve i, så vi tog alle 6 med toget til Rom, hvor vi også oplevede en hel masse. Min veninde og jeg var i Rom for et år siden og har derfor oplevet mange af de ting man SKAL se, så vi valgte at gå for os selv og se nogen af de andre spændende ting som Rom byder på (men man kan hurtigt fare vild når man man ikke har et kort der indeholder alle vejnavne og man bevæger sig lidt væk fra turistområderne...). De andre tog i Peterskirken, fik shoppet osv.

Rom: Caracallas termer
Dagen efter, onsdag, ankom vi så til Ajaccio på Korsika. En ø jeg havde glædet mig rigtig meget til at se, dengang vi bestilte rejsen, men efter at have læst lidt om den, blev jeg klar over at jeg nok ikke skulle glæde mig for meget, da "hovedstaden" Ajaccio er den mest uinteressante del af øen. Og da øen er dækket af klipper og har en 50 km/t begrænsning på samtlige veje, er det næsten umuligt at opleve det rigtig flotte Korsika, når man kun har 6-7 timer på land. En af mine naboer rejser til Korsika en gang om året og er meget begejstret for øen, men har kun været i Ajaccio en enkelt gang - netop af samme grund som beskrevet. Og udfra hvad jeg har læst i bøgerne, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme til Korsika en anden gang, leje en bil og opleve den flotte ø, men Ajaccio behøver jeg vist ikke at se så meget til... Nå men mens min mor, søster og veninde ville shoppe i byen, ville svoger ville blive på skibet og slappe af, og min far og jeg valgte at tage på en udflugt lidt uden for byen, hvor vi først var på en bifarm og smage en masse forskellige slags honning. Det var faktisk meget spændende og en god oplevelse. Derefter var vi på et olie destillari. Da turen hed Trio of Corsica Flavours, troede vi at vi skulle ud og smage olivenolie (flavours), men det viste sig at det var kropsolie de producerede = vi var skuffede! Sidst men ikke mindst var vi på besøg hos en vinproducent (for at bruge 90'er udtrykket så var det bob-bob). Tilbage i byen, spiste vi en skaldyrs-salat som vist ikke er set bedre og billigere andre steder i europa!

Næste dag torsdag, var vi så på Mallorca hvor vi lagde til i Palma. Min far havde læst om en havneby der hedder Port de Andratx som han meget gerne ville se. Det er et af de steder på Mallorca, hvor de rige og berømte har sommerhus eller lægger til med deres store yachter (ikke at vi så nogen kendte ansigter). Vi fik også her, en rigtig lækker frokost, samtidig med den flotteste udsigt ud over havet og byen.

Mallorca: Port de Andratx
Næstsidste dag af ferien, fredag, var vi igen ombord på skibet hele dagen, mens det sejlede retur til Malaga. Det bød for mig på en afslappet dag i solen, yderligere en gang bingo med min søster, et par forsøg på klatrevæggen sammen med svoger (den udsigt ud over havet, der er deroppe fra, får man slet ikke nydt - man bruger alt for mange kræfter på at klamre sig til væggen) og så bestilte jeg en tid til en afslappet massage. Om aftenen skulle de sidste dollars spilles op på kasionet ;-) Så virkelig en skøn afslutning på en god ferie, inden det lørdag stod på afrejse og en lang flyvetur hjem.

Søster prøver lykken på skibets kasino en aften. Det meste af det vi vandt, blev spillet op igen, men hva' - vi havde det jo sjovt :-)
Har du nået hele vejen igennem dette indlæg, så tak fordi du læser med. Det blev et lidt længere indlæg end beregnet, og jeg har endda prøvet at begrænse mig! For har bare haft så mange gode oplevelser - så tak til mine kære forældre for en dejlig ferie :-)

Hver aften var der et dyr, fremstillet af håndklæder, som overraskelse i kahytten. Her en flagermus hængt op i loftet, med mine solbriller, som åbenbart havde ligget fremme

mandag den 30. august 2010

Hvilken skøn mandag

Jeg har haft en rigtig hyggelig dag med min gode veninde, Jannie, i dag. Vi mødtes til en god og lang brunch i formiddags, efterfulgt af gåtur og shopping i Roskilde. Og sikke der blev snakket... Vi skal nemlig snart på ferie, eller dvs. jeg skal snart på ferie sammen med familien. Mine forældre har inviteret min søster, hendes kæreste og jeg på ferie. Og da jeg ingen kæreste har, fik jeg lov at invitere en veninde med istedet, da ferien koster det samme, uanset om jeg skal bo på eneværelse eller min veninde skal med. Ved ikke hvad hun synes om at skulle rejse sammen med min familie, men hun har fået en billig ferie, da hun kun skulle betale for fly og en enkelt hotel-overnatning.

Vi skal afsted her sidst på ugen, så snakken i dag, gik meget på ferie - og ihhh hvor vi alle 6 glæder os til sol og varme. Nu har jeg hele sommeren hørt på at den ene efter den anden skulle på ferie, men nu er det ENDELIG blevet min tur, og sikke jeg trænger til ferie!

Nå, men under vores snakkeri i dag, fandt vi ud af at vi begge har købt den samme bikini. Hi hi er det ikke bare komisk at vi skal ligge og slikke sol i ens bikini! Og ikke nok med det, så skal vi også ha' den samme bog med... Hun er igang med "En strålende sol" af Khaled Hosseini, hvilket jeg ikke lige var klar over, for jeg har netop købt bogen, for at have en ny god bog med. Så nu kan vi ligge ved poolen og slikke sol i ens bikini og med den samme bog ;-)


Jeg var vild med "Drageløberen" af samme forfatter. Den fik mig sku til at tude! Bogen er læst en enkelt gang, og filmen set 3-4 gange. Så har store forventninger til "En strålende sol". Folk siger den er god, eller endnu bedre endda.

Nå, men ellers har min dag som sagt været rigtig hyggelig. Det blev også lige til en tur hos frisøren og en lille eftermiddagslur i solen. Ellers går mine aftener i øjeblikket med at læse i diverse "Turen går til..." Rom, Korsika, Malaga, Mallorca og Sardinien. Især Korsika og Sardinien kendte jeg intet til før, og nu kan jeg snart være turistguide for familien ;-)

Nå men der er vist ingen tvivl om, at jeg glæder mig til ferie...

Sov godt :-)