Viser opslag med etiketten Venner og familie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Venner og familie. Vis alle opslag

mandag den 4. oktober 2010

2 nye LO'er (fødselsdagsgave til min mor)

Så er der taget hul på den første af mange fødselsdage i oktober, min mor havde nemlig fødselsdag i går og jeg var til hyggelig og lækker fødselsdagsfrokost. Jeg havde lavet disse 2 næsten ens LO'er til hende fra min søster og jeg. Forskellen ligger egentlig bare i sommer og vinterbilleder.

Papiret er fra Prima (Tea and Silk Collection), og ellers har jeg brugt miniknapper, blondebånd og figuren er købt for længe siden på udsalg i Panduro.



Familien har godt nok haft mange gode ferier i den lånte svenske ødegård, da min søster og jeg var børn. Turen derop var lang men hyggelig, og det bedste var, når vi nærmede os og vi kunne begynde at genkende huse, stakitter og og andre kendingsmærker langs vejen, så vidste vi at der kun var en lille tur på en bumlet skovvej tilbage, før vi var der og kunne komme ud og stå på ski, lege eller gå tur i skoven. Jeg har spurgt min mor om hun kan finde en adresse på huset, for det kunne være sjovt at finde et satelitfoto på Google Maps og se om det stadig ligger "in the middle of nowhere".

De næste 2 uger venter så yderligere 5 fødselsdage, incl. min egen ;-) Det kræver en del planlægning og koordinering, så man kan nå det hele. Og nu vil jeg så smutte ud og købe gaver til de næste 2 fødselsdage i weekenden.

fredag den 17. september 2010

Hjemme fra ferie

Som nogen af jer måske har opdaget, er det et stykke tid siden jeg har blogget. Jeg har været på ferie med familien. Og ja, og så lægger jeg mig næsten altid syg efter en ferie - også denne gang! Det er en lille uges tid siden vi kom hjem, men det er først nu jeg egentlig orker at sætte mig foran computeren, men sofaen og tv'et været godt brugt den sidste uges tid ;-)

Ikke fordi jeg skal fortælle i detaljer om alle de småting jeg har fejlet, men jeg vil dog alligevel lige fortælle at jeg primært har "lidt" af "efter-søsyge", eller hvad man nu skal kalde det... Som nogen af jer ved har jeg været med familien på krydstogt i Middelhavet, og en uge på havet, sætter åbenbart min balance helt ud af system. Så siden jeg kom hjem, har gulvet gynget under mig og jeg har følt at jeg måtte holde fast i ting, for ikke at vælte - derfor har sofaen været så eftertragtet.

Ombord på skibet har jeg overhovedet ikke følt nogen form for søsyge (selvom jeg normalt bliver hurtigt køresyg). Der er så mange "stabilisatorer" eller hvad man nu kalder det i skibet, at det nærmest er umuligt at blive søsyg (jo måske, hvis man skulle sejle over Atlanten), og selvom der 2 aftener var høje bølger og man gik og slingrede lidt, når man bevægede sig rundt på skibet, så kunne man intet mærke når man sad ned, stod stille eller lå ned. Men kroppen har åbenbart vænnet sig til de små bevægelser, for da jeg kom hjem, var balancen helt ude af kontrol. Jeg kunne godt mærke lidt de gange vi gik i land, men vi var som regel kun i land 5-8 timer, så følelsen forsvandt jo lige så snart vi kom tilbage på skibet. Jeg er vist den eneste af os, som har været "efter-søsyg", men de fleste af os har også døjet med ondt i halsen osv. Modsat vejret her i Danmark, har vi jo haft rigtig godt vejr, og aircondition har derfor kørt på fuld fart om natten (ja, vi er jo selv ude om det).

Adventure of the Seas
Nå, men nok om sygdom osv, for vi har haft en super dejlig ferie og haft nogen virkelig gode oplevelser. Turen gik fra Malaga, hvor vi havde valgt at tage en overnatning inden, for også at opleve lidt af byen og ikke mindst spise noget fantastisk tapas. Mums, det kan man godt blive afhængig af ;-) Dagen efter (lørdag) skulle vi så ombord på skibet og havde hele søndagen på havet. Det var en god måde at starte på, for så fik man virkelig slappet af og kunne nyde dagen ved poolen osv. Min søster og jeg tog også til en omgang bingo, meget underholdende måde at spille bingo på, og noget anderledes end herhjemme (min søster, en af mine kusiner og jeg spiller banko et par gange om året herhjemme, så det skulle også prøves på skibet).

Malaga: Udsigt fra Gibralfaro til Alcazaba lige bag træerne og "den enarmede" domkirke
Mandag ankom vi til Cagliari på Sardinien, hvor vi tog på en udflugt til noget der hedder Nora. Det er en ca. 3000 år gammel ruinby, som man for et par hundrede år siden begyndte at udgrave. Man har fundet boliger med mosaikker, et teater, romerske bade osv. Noget jeg synes er ret spændende at se og det var et væsentligt større område end forventet. Jeg ville gerne have set lidt af den gamle bydel i Cagliari efter udflugten, men var simpelhen så træt af jeg droppede det.

Ruinbyen Nora: Jeg kan godt forstå at romerne, for 3000 år siden valgte at placere en by her, især med den udsigt!
Tirsdag lagde vi så til i Civitavecchia, en by der ikke umiddelbart er så meget at opleve i, så vi tog alle 6 med toget til Rom, hvor vi også oplevede en hel masse. Min veninde og jeg var i Rom for et år siden og har derfor oplevet mange af de ting man SKAL se, så vi valgte at gå for os selv og se nogen af de andre spændende ting som Rom byder på (men man kan hurtigt fare vild når man man ikke har et kort der indeholder alle vejnavne og man bevæger sig lidt væk fra turistområderne...). De andre tog i Peterskirken, fik shoppet osv.

Rom: Caracallas termer
Dagen efter, onsdag, ankom vi så til Ajaccio på Korsika. En ø jeg havde glædet mig rigtig meget til at se, dengang vi bestilte rejsen, men efter at have læst lidt om den, blev jeg klar over at jeg nok ikke skulle glæde mig for meget, da "hovedstaden" Ajaccio er den mest uinteressante del af øen. Og da øen er dækket af klipper og har en 50 km/t begrænsning på samtlige veje, er det næsten umuligt at opleve det rigtig flotte Korsika, når man kun har 6-7 timer på land. En af mine naboer rejser til Korsika en gang om året og er meget begejstret for øen, men har kun været i Ajaccio en enkelt gang - netop af samme grund som beskrevet. Og udfra hvad jeg har læst i bøgerne, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme til Korsika en anden gang, leje en bil og opleve den flotte ø, men Ajaccio behøver jeg vist ikke at se så meget til... Nå men mens min mor, søster og veninde ville shoppe i byen, ville svoger ville blive på skibet og slappe af, og min far og jeg valgte at tage på en udflugt lidt uden for byen, hvor vi først var på en bifarm og smage en masse forskellige slags honning. Det var faktisk meget spændende og en god oplevelse. Derefter var vi på et olie destillari. Da turen hed Trio of Corsica Flavours, troede vi at vi skulle ud og smage olivenolie (flavours), men det viste sig at det var kropsolie de producerede = vi var skuffede! Sidst men ikke mindst var vi på besøg hos en vinproducent (for at bruge 90'er udtrykket så var det bob-bob). Tilbage i byen, spiste vi en skaldyrs-salat som vist ikke er set bedre og billigere andre steder i europa!

Næste dag torsdag, var vi så på Mallorca hvor vi lagde til i Palma. Min far havde læst om en havneby der hedder Port de Andratx som han meget gerne ville se. Det er et af de steder på Mallorca, hvor de rige og berømte har sommerhus eller lægger til med deres store yachter (ikke at vi så nogen kendte ansigter). Vi fik også her, en rigtig lækker frokost, samtidig med den flotteste udsigt ud over havet og byen.

Mallorca: Port de Andratx
Næstsidste dag af ferien, fredag, var vi igen ombord på skibet hele dagen, mens det sejlede retur til Malaga. Det bød for mig på en afslappet dag i solen, yderligere en gang bingo med min søster, et par forsøg på klatrevæggen sammen med svoger (den udsigt ud over havet, der er deroppe fra, får man slet ikke nydt - man bruger alt for mange kræfter på at klamre sig til væggen) og så bestilte jeg en tid til en afslappet massage. Om aftenen skulle de sidste dollars spilles op på kasionet ;-) Så virkelig en skøn afslutning på en god ferie, inden det lørdag stod på afrejse og en lang flyvetur hjem.

Søster prøver lykken på skibets kasino en aften. Det meste af det vi vandt, blev spillet op igen, men hva' - vi havde det jo sjovt :-)
Har du nået hele vejen igennem dette indlæg, så tak fordi du læser med. Det blev et lidt længere indlæg end beregnet, og jeg har endda prøvet at begrænse mig! For har bare haft så mange gode oplevelser - så tak til mine kære forældre for en dejlig ferie :-)

Hver aften var der et dyr, fremstillet af håndklæder, som overraskelse i kahytten. Her en flagermus hængt op i loftet, med mine solbriller, som åbenbart havde ligget fremme

mandag den 30. august 2010

Hvilken skøn mandag

Jeg har haft en rigtig hyggelig dag med min gode veninde, Jannie, i dag. Vi mødtes til en god og lang brunch i formiddags, efterfulgt af gåtur og shopping i Roskilde. Og sikke der blev snakket... Vi skal nemlig snart på ferie, eller dvs. jeg skal snart på ferie sammen med familien. Mine forældre har inviteret min søster, hendes kæreste og jeg på ferie. Og da jeg ingen kæreste har, fik jeg lov at invitere en veninde med istedet, da ferien koster det samme, uanset om jeg skal bo på eneværelse eller min veninde skal med. Ved ikke hvad hun synes om at skulle rejse sammen med min familie, men hun har fået en billig ferie, da hun kun skulle betale for fly og en enkelt hotel-overnatning.

Vi skal afsted her sidst på ugen, så snakken i dag, gik meget på ferie - og ihhh hvor vi alle 6 glæder os til sol og varme. Nu har jeg hele sommeren hørt på at den ene efter den anden skulle på ferie, men nu er det ENDELIG blevet min tur, og sikke jeg trænger til ferie!

Nå, men under vores snakkeri i dag, fandt vi ud af at vi begge har købt den samme bikini. Hi hi er det ikke bare komisk at vi skal ligge og slikke sol i ens bikini! Og ikke nok med det, så skal vi også ha' den samme bog med... Hun er igang med "En strålende sol" af Khaled Hosseini, hvilket jeg ikke lige var klar over, for jeg har netop købt bogen, for at have en ny god bog med. Så nu kan vi ligge ved poolen og slikke sol i ens bikini og med den samme bog ;-)


Jeg var vild med "Drageløberen" af samme forfatter. Den fik mig sku til at tude! Bogen er læst en enkelt gang, og filmen set 3-4 gange. Så har store forventninger til "En strålende sol". Folk siger den er god, eller endnu bedre endda.

Nå, men ellers har min dag som sagt været rigtig hyggelig. Det blev også lige til en tur hos frisøren og en lille eftermiddagslur i solen. Ellers går mine aftener i øjeblikket med at læse i diverse "Turen går til..." Rom, Korsika, Malaga, Mallorca og Sardinien. Især Korsika og Sardinien kendte jeg intet til før, og nu kan jeg snart være turistguide for familien ;-)

Nå men der er vist ingen tvivl om, at jeg glæder mig til ferie...

Sov godt :-)

søndag den 15. august 2010

Skøn weekend

Det har været en stille og rolig, men dejlig weekend. I går (lørdag) var det virkelig et møgvejr det meste af dagen, ja et rigtig inde-hygge-vejr. Jeg fik virkelig ordnet mange ting, såsom tøjvask og rengøring, og så fik jeg lavet rigtig mange retter til fryseren. Det er jo altid rart at have lidt nem mad at tage op, når man ikke lige gider at lave mad hver dag, når man som mig bor alene. Emhætten kørte stort set hele dagen over retter, der stod og små-simrede på komfuret. Fik også lavet en del mini-pizzaer. Nemt og lækkert at tage op til frokost en dag. I dag har jeg så lige resten af opvasken, jeg skal have ordnet, for da klokken var 9 i går aftes, gad jeg simpelthen ikke stå oprejst mere...

I fredags var jeg hos en veninde og spise, det er altid så hyggeligt, og det ender tit med, at vi sidder og snakker til langt ud på natten.

I dag står den så på 5 års børnefødselsdag hos en anden venindes søn. Det plejer også altid at være rigtig hyggeligt og med det helt store kagebord :-) Jeg har købt en sej Spiderman bluse og et par cool jeans til ham, og så fandt jeg lige et ekstra lille ting, nemlig et par badevinger - også med Spiderman. Jeg ville egentlig selv have haft lavet et kort til ham, men jeg har været på jagt alle vegne efter Spiderman ting, stickers, papir eller lign. til at lave kortet af, men har bare intet kunne finde. Fandt noget med Biler/ Cars, men det er jo ligesom ikke sejt mere når man er 5 år åbenbart, det var kun dengang han var 4 år det kunne bruges ;-) Så det blev til et færdigkøbt kort istedet... Men han er jo egentlig nok også ligeglad med hvem, der har lavet det ;-)

Ha' en rigtig god søndag alle sammen :-)

torsdag den 29. juli 2010

Oprydning, Cirkusrevy og "Glade Gensyn"

Jeg har haft et par rigtig, rigtig gode dage her tirsdag og onsdag. Jeg brugte tirsdagen på oprydning i alle mine scrapsager. Jeg har efterhånden indrømmet over for mig selv, at jeg køber alt, alt for mange scrapting, i forhold til hvad jeg kan nå at bruge. Jeg har virkelig svært ved at gå i Panduro, Love2scrap osv. uden at købe noget. Finder jeg et godt tilbud, må jeg eje det, selvom jeg godt ved at der går 100 år før jeg får det brugt - for jeg har jo så meget andet derhjemme i forvejen. Så nu har jeg købt et par æsker, med en masse små rum, så det er nemmere at overskue hvad jeg egentlig har i gemmerne, og så håber jeg på, at jeg bliver bedre til at bruge det jeg har - istedet for at købe endnu mere... Det er trods alt nemmere at overskue eyelets, brads, perler, palietter osv. på denne måde, end i de små poser m.m. det leveres i.


Når jeg engang flytter i et større hus, drømmer jeg om et lille kontor med hylder m.m. til alle tingene. Fordi jeg har så lidt plads, hvor jeg bor nu, er jeg nødt til at pakke alt sammen i kasser og æsker når arbejdet er overstået. Jeg bruger køkken og spisebord til at lave tingene, men da jeg også skal have lidt mad engang i mellem, er jeg nødt til at pakke tingene ned igen. Så i lange perioder står der en stor stabel kasser på gulvet med scrapting, andre gange bliver jeg træt at se på disse kasser og så ryger de i kælderen i nogen uger, indtil jeg igen savner det kreative. Det er nok også derfor, der nogen gange går længe mellem mine kreative "produktioner". Men nu er der ryddet op i tingene og weekenden er sat af til at lave lidt kort m.m.

Ud over oprydningen i tirsdags, var jeg på Bakken med mine forældre, søster og svoger om aftenen. Mine forældre havde inviteret os en tur i Cirkusrevyen, samt på stegt flæsk inden da. Den stegte flæsk var dog ikke noget at råbe hurra for (mine forældre havde været der for et år siden, hvor det havde været RIGTIG godt, men det var det ikke ligefrem denne gang). Tilgengæld synes jeg Cirkusrevyen var rigtig morsom. Jeg har aldrig set det "live", men kun en smule i tv engang. Hold da op hvor jeg grinte! Men jeg må indrømme at man skal følge med i nyhederne for at se humoren i Lene Espersen, Lars Løkke og de katolske præster ;-) Dronningen var jo sjov som altid, dog kunne jeg ikke helt se det sjove i Henrik. Men jeg morede mig i hvert fald rigeligt og så var det bare en rigtig hyggelig familietur (dog kunne jeg ikke få lokket min far med i rutsjebanen...)
I går, onsdag, havde jeg så endnu en skøn sommerdag, nemlig sammen med min mor, moster og en af mine kusiner. Vi var nemlig i Dronningemølle og se en udstilling, der hedder "Glade Gensyn" med tegnerne Christel og Aage Lundvald. Det var helt klart Christel, der var årsagen til den lange køretur til museet, faktisk havde jeg aldrig hørt om Aage Lundvald, men fandt ud af at man faktisk kender en masse af hans tegninger, også selvom jeg knap nok var født dengang, nemlig en del filmplakater fra bl.a. Olsen-Banden og film med Dirch Passer.

Tilgengæld havde Christel vores alles interesse, da min mor og moster er vokset op med Puk-bøger og Christels tegninger i aviser og blade. Min kusine har flere original tegninger og selv synes jeg bare at hun har tegnet utrolig mange fine ting. Både de langbenede Pin-up piger, men især hendes børnetegninger synes jeg er så søde. Så det var rigtig sjovt at se noget mere end det, jeg i forvejen kender. Og ja jeg har da også, som så mange andre, mit eget Christel stjernetegn fra Royal Copenhagen stående på hylden.

Efter at have set den fine udstilling (som jeg især kan anbefale til folk, der er vokset op med Christel), fik vi en rigtig lækker frokost på museet og gik en lille tur i de skønne omgivelser, som det lille museum ligger i. Det var dejlig solskin i går, så det var rigtig lækkert at komme ned på stranden og gå en tur. Efterfølgende kørte min mor og jeg til Gilleleje og gik en tur på havnen og spiste is og købte frisk fisk med hjem. Jeg skal hos mine forældre i aften og spise, så jeg glæder mig allerede til den fisk, vi købte med hjem derfra i går.

Så jeg synes selv jeg har haft nogen rigtig hyggelige dage, det føles næsten som at have sommerferie med alle de oplevelser :-) Og nu vil jeg som nævnt, glæde mig til en weekend uden planer, hvor jeg kan få lavet lidt kort :-)

mandag den 26. juli 2010

Det, kan jeg godt sige dig!

...en sætning, der blev sagt RIGTIG mange gange, af min kusines søn Adam, i går... Han fyldte 2 år og familie & venner var til fødselsdag det meste af søndagen, i deres sommerhus nær Rørvig. En rigtig skøn dag med sommer, sol, strand og grill-mad.

Hvem der har lært Adam at sige dette, kan jeg ikke huske - men det var i hvert fald ikke forældrene ;-) Det lød så herligt hver gang, han sagde det, især fordi der virkelig var tryk på de rigtige ord, så det lød meget bestemt når han sagde det. Han er skam en rigtig dejlig dreng, meget udadvendt og snakker hele tiden. Herligt :-)


Min kusine, hendes mand og Adam bor i Singapore og er blot hjemme i Danmark på sommerferie, så jeg ser dem desværre kun få gange om året, og det er derfor svært at følge med i Adams udvikling, men heldigvis er familien gode til at sende mails med billeder, så man kan følge lidt med alligevel. Det er derfor herligt at se, hvor stor han er blevet siden sidst, og jeg blev meget overrasket over at høre hvor stort hans ordforråd er - både på dansk og engelsk. Han skal nok klare sig godt i skolen, til den tid :-)

Som sagt er han en udadvendt dreng, der snakker virkelig meget, og det er også herligt at høre ham snakke. Specielt er han meget glad for lastbiler, og da han som nævnt, snakker både dansk og engelsk, bliver sprogne af og til blandet lidt sammen, og en lastbil bliver ofte omtalt som truck :-) Og så lagde jeg også mærke til at han siger bus-bus (først på dansk, og så på engelsk i samme sætning).

Ihh der er altså ikke noget som børn, der kan få en til at smile :-)

fredag den 9. juli 2010

Et nyt LO (fødselsdagsgave til min far)

Min far havde fødselsdag i mandags og vi var til fødselsdag hos ham i søndags. Det var en super hyggelig dag, med det meste af familien samlet (incl. 2 kusiner og den enes søn, som er hjemme i Danmark på sommerferie). Vi fik kaffe og kage, gået en lang tur og grillet senere. Og vejret var jo bare super skønt til at være udendørs HELE dagen.

Min far skulle naturligvis have endnu et LO til scrapalbummet fra min søster og jeg. Det kom til at se sådan ud.

Jeg er desværre slet ikke tilfreds med resultatet. Papiret med vinflaskerne, var noget jeg fandt for længe siden og tænkte at det ville være perfekt til et LO om tapas. Min far elsker god mad og ikke mindst god vin - både at spise ude, men også selv at være kokken (og han er god til det!) Mine forældre er især glad for italiensk mad, hvad enten det er antipasti, en lækker hjemmelavet pizza eller en spændende pastaret. Men efter en tur til Barcelona for nogen år siden, har de spanske tapas også vundet hans hjerte. Jeg havde ikke nogen billeder af ture på italienske restauranter, derfor blev temaet tapas istedet.

Nå men grunden til, at jeg ikke er tilfreds, er at jeg havde noget helt andet i tankerne, da jeg købte papiret med vinflaskerne. Og da jeg så fik sat tingene sammen, synes jeg bare det så vildt rodet ud! Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at der var så mange billeder, der bare SKULLE med! Kan godt leve med farvesammensætningen, det hænger ok sammen. Det er bare mere alle de mange billeder, kombineret med en rodet baggrund jeg er utilfreds med...

Bortset fra papireret, som jeg købte på en messe i Roskilde Hallerne engang, er de andre ting købt hos Panduro.

tirsdag den 23. marts 2010

Hermed en anbefaling af en autentisk italiensk restaurant

Tjaaa pizza har de ihvertfald ikke, og faktisk heller ikke noget menukort... Men autentisk italiensk mad, det er der vist ingen tvivl om at de serverer! Jeg synes lige jeg vil fortælle jer om en helt fantastisk mad- og vinoplevelse jeg sammen med familien oplevede i lørdags, da søster inviterede på mad i Christianshavn.

En hyggelig atmosfære i den autentiske restaurant L'Altro var hvad vi oplevede. Tjenerne snakkede stort set ikke dansk, så næsten alt foregik på engelsk. Servicen var fajance, importeret fra Sicilien og der var stort set ikke 2 tallerkener der var ens. Det var rustikt og gav bestemt ikke udtryk for fine fornemmelser.


Det eneste der var fint, var prisen. Men synes faktisk med alt det mad vi fik at spise, alt den skønne vin, de mange timer vi tilbragte der og hele oplevelsen i sig selv var pengene værd (kan jeg sagtens sige når jeg ikke selv betalte)! Det skal lige siges at det faktisk kan gøres billigere ved at vælge en anden prisgruppe vin osv.

Menuen bestod af enten 3 eller 5 retter. Vi valgte 5 retter: antipasti, forret, hovedret, ost og dessert. Men 5 retter er ikke bare 5 retter, nej der var skam 5 antipasti, alt blev serveret 1 slags ad gangen. 2 forretter, en suppe og en pasta. Hovedretten var det lækreste lækreste møre og hvidløgsmarinerede lam jeg nogensinde har smagt, nøj hvor var det lækkert. Herefter 3 slags ost og tilsidst lidt til den søde tand, en lækker chokolade souffle, også kaldet en chokolade fondant - perfekt med flydende chokolade indeni - mums!

De 5 antipasti vi fik kan jeg knap nok huske hvad var. Vi var på restauranten 3½ time, ja så lang tid tog det at spise al den mad - på trods af at der stort set ingen ventetid var mellem retterne - både mad og vin kom flydende... Så med al den vin, blev man efterhånden lidt tipsy, men vi fik da en udskrift af det ikke eksisterende menukort med hjem, så må lige studere det en af dagene, hvad vi egentlig fik at spise. Men kan da huske at den ene antipasti var noget roastbeef marineret i balsamico med parmesan, vi fik også en blanding af kikærter og hvide bønner, og endnu en antipasti var 2 stk. bruschetta med henholdsvis noget pate af en slag og noget ost af en slags på det andet (ja husker ikke så godt, men godt smagte det, selvom jeg kan være lidt kræsen over for visse madvarer). De sidste 2 antipasti husker jeg pt. ikke hvad var ;-)


Som sagt er der intet menukort, maden blev præsenteret efterhånden som den kom ind på bordet, hvilket bevarer overraskelsen. Jeg er ikke kræsen, men nogen af de retter vi fik var jeg helt sikkert gået udenom hvis jeg havde siddet og kigget i et menukort. Men fordi maden bare kommer ind på bordet, så smager man jo - og alt var bare så lækkert og velsmagende og på trods af det store måltid blev der INTET lævnet. Alt var simpelt anrettet på smukke fajance fade som man selv tog fra -intet uoverflødigt, uspiseligt pynt eller fine portionsanretninger.

Vinen kan man selv bestemme ud fra et menukort eller vælge en vinmenu som de har sammensat ud fra retterne. Vi valgte vinmenuen + en velkomstdrink. Jeg regnede med at det nok var et glas vi fik til hver ret, men de blev ved med at fylde op i glasset til det var tid til næste ret og dermed også næste vin. Ialt blev det til 7 slags vine og alle ekstremt velsmagende. Jeg er absolut ikke vinkender, det vil jeg overlade til min far og svoger. For mig kan en vin smage godt eller dårligt, men ved disse vine var jeg slet ikke i tvivl - de passede til hver enkelt ret!

For de nysgerrige, kan jeg tilføje at L'Altro betyder "den anden", det er nemlig ejerens anden restaurant. For ud over L'Altro ejer han Era Ora, som længe har haft en Michelin-stjerne. L'Altro er dog mindre "fin", mere nede på jorden og serverer enkelt og ægte italiensk mad.

Så jeg kan på det varmeste anbefale L'Altro til alle der sætter pris på et godt, simpelt, autentisk italiensk måltid mad uden dikkedarer. Og så er der nu noget spændende ved at gå ud og spise, uden at skulle tage stilling til, om man nu skal have det ene eller det andet at spise, og man slipper for at bruge "flere timer" på at beslutte, om det skal være den ene eller den anden vin der skal drikkes til. Prisen kan som sagt virke lidt høj, men hvis man elsker at nyde god mad og vin i en hyggelig atmosfære, så er det bestemt alle pengene værd og en oplevelse man ikke lige glemmer foreløbigt.

Prego :-)

onsdag den 17. marts 2010

Og hvad er barnets navn?

I går fik jeg vist skrevet, at der ikke er sket så meget andet end ”hverdagsting” de sidste par uger. Det var nu ikke helt rigtigt, for har jo været til barnedåb i lørdags for Louise og Brians lille Victor. Det var naturligvis en stor ting for dem, men også for mig da jeg skulle være fadder. Lidt af en ære faktisk :-) Dåben gik rigtig godt og Victor fik sit navn – nu helt officielt. Alt i alt en rigtig hyggelig dag med deres familie og venner.

Jeg havde fundet det fineste gavebånd/ silkebånd på Trendsales, hvor man selv kunne bestemme farver, tekst, logo/ motiv osv. Så det havde jeg bestilt nogen meter af, til min gave til Victor. Det var ikke helt billigt, men rigtig fint til særlige lejligheder. Tror bestemt ikke det er sidste gang jeg har købt noget af den type gavebånd, da der er et hav af muligheder med farver osv.


Og nu jeg nævner Trendsales, vil jeg lige tilføje at det var en fantastisk ide jeg for et par mdr. siden fik med at sætte noget at mit tøj m.m. til salg derinde. Har efterhånden fået solgt alle de ”dyrere” stykker tøj som jeg havde liggende – altså alt det som jeg vidste at jeg ville få ALT for lidt for ved salg på loppemarkedet. Fik bl.a. solgt min gallakjole fra et bryllup sidste år for 800,- (købt for 1200,-) og en masse andre mærkevarer (fejlkøb eller tøj jeg ikke længere kan passe), i alt har jeg nok tjent 2000,- hvilket ikke er helt tosset når man er på dagpenge.
Jeg har stadig en masse tøj annoncer osv. til salg, men det er primært tøj, som jeg egentlig er ligeglad med hvad jeg får for. Kan det ikke sælges for fx 50,- på Trendsales, nå men så ved jeg at det kan sælges på loppen til 20-30,- Så lige nu får annoncerne bare lov til at blive liggende på Trendsales indtil forårets første loppemarked. Vigtigst for mig var at jeg kom af med mærkevarerne til nogen ordentlige priser.

Så er du en af dem, der smider alt dit brugte (eller ubrugte) tøj til genbrug, så kan jeg helt klart anbefale Trendsales – selvom det faktisk tager en del tid med foto og oprettelse af annoncer, spørgsmål om størrelser osv. der kommer undervejs indtil man måske (eller måske ikke) får solgt sin vare. Men det er nu rart at få tømt lidt ud i klædeskabet og samtidig få lidt kroner for det.

onsdag den 10. februar 2010

Uden mad og drikke duer helten ikke....

Så er jeg kommet på benene igen efter 4 dage på langs på sofaen. En bakterie, virus eller madforgiftning havde ramt min krop og jeg har virkelig aldrig følt mig så afkraftet! Væske indtog jeg i store mængder, men føde kunne jeg simpelthen ikke få ind - forfærdeligt når føde jo netop er det, der skal til for at komme ovenpå igen. Men efter 1 dag med meget høj feber og 3-4 dage med mavesmerter, begyndte jeg mandag så småt at kunne spise lidt ris og yougurt. Det er aldrig sjovt at være syg, men man glemmer heldigvis hurtigt hvor forfærdeligt man havde det, mens det var værst.

For allerede tirsdag var jeg tip-top og drog mod København med min mor for at spise brunch med Sanna fra Finland og hendes 6 mdr. gamle datter Elsa. Nogen rigtig hyggelige timer, hvor mit engelske blev genopfrisket. Og nøøøj en god brunch - lige noget man har savnet, når man ikke har fået mad i flere dage :-)

mandag den 18. januar 2010

Lille Victor kom til verden


Lørdag morgen kl. 05.43 fødte min søde veninde Louise deres andet barn. Lille Victor kom til verden og er noget så dejlig :-) Jeg er så glad på deres vegne over at fødslen gik godt og at lille Victor er sund og rask. Det fortjener de virkelig efter alt det de har været igennem! Jeg var meget kort forbi hospitalet lørdag eftermiddag og se Victor, da Louise og Brian havde haft besøg hele dagen, og ventede flere gæster om aftenen. Jeg havde medbragt et par gaver til forældrene og lille-manden (se nedenfor). Nu glæder jeg mig til familien Holm er hjemme igen, så jeg kan besøge dem igen og se noget mere til smukke Victor :-)



lørdag den 16. januar 2010

Bastionen & Løven

I går aftes havde Anne inviteret familien til middag på L'Altro, hvilket vi alle havde glædet os meget til. Desværre blev far syg og måtte aflyse. Vi andre blev derfor enige om at udsætte middagen på L'Altro og istedet spise på en hyggelig café inde ved Anne & Rasmus på Christianshavn. Men sådan skulle det ikke gå, da ingen af os havde tænkt på at bestille bord (vi skulle spise tidligt, så vi kunne nå hjem og se X-factor). Efter en god gåtur fra café til café på Christianshavn blev vi enige om at tage på Bastionen & Løven, for mad skulle vi jo have, selvom det ikke helt var meningen at vi skulle spise på en restaurant med hvide duge på bordet og tjenere i jakkesæt. Men sådan blev det - og jeg må indrømme at maden var FANTASTISK! Stedet var ufatteligt hyggeligt, en gammel mølle, og kan forestille mig en sommerdag på terressen med brunch i skønne naturomgivelser må være alle pengene værd. Jeg tror faktisk ikke rigtig at jeg har været meget på Christianshavn før (andet end et par sejlture på kanalerne), men nu hvor søster og Rasmus bor der, så kommer jeg der jo nok lidt mere. Så L'Altro blev det ikke til denne gang, men det vil jeg så istedet glæde mig til lidt senere på året.


Jeg havde købt denne buket til Anne & Rasmus til deres nye fine lejlighed (selvom jeg efterhånden har været på besøg et par gange).