Viser opslag med etiketten Snik snak. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Snik snak. Vis alle opslag

torsdag den 22. september 2011

Stem på You & I på skabnyt.dk

Hermed en lille opfordring...

Panduro Hobby har en konkurrence på SkabNyt. Min favorit er You & I, som pt. ligger på en 3. plads. Desværre er der kraftig mistanke om at de bidrag der ligger på 1. og 2. pladsen har snydt med falske facebookprofiler osv. for at få flere stemmer (det ene bidrag fik 2000 stemmer på 3 timer). Panduro ønsker ikke at tage bidragene ud af konkurrencen, da det ikke kan bevises der er snydt - men helt ærlig: hvordan kan de 2 bidrag få så mange stemmer??? De er da så kedelige som noget kan være! Min opfordring er derfor: HJÆLP YOU & I MED AT FÅ JERES STEMME VED AT TRYKKE "LIKE".

Jeg deltager ikke selv i konkurrencen, så har intet at vinde (eller miste) ved at opfordre jer til at stemme - synes bare der skal være lidt retfærdighed, så et flot og kreativt bidrag i det mindste vinder :-) Der er masser af andre flotte bidrag som også fortjener at vinde, desværre er de så langt fra mht. antal stemmer, så den eneste mulighed for at et flot og kreativt bidrag vinder er ved at stemme på You & I.

Er der nogen af jer der deltager i konkurrencen??? Alle der deltager får mulighed for at købe med 20% ved næste køb på Panduros hjemmeside.

søndag den 4. september 2011

Red Barnet Landsindsamling

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet på bloggen, det skyldes at min computer har været nede. Det er nu 6 uger siden den gik ned første gang og efter 15-20 besøg i Elgiganten er den nu ved at være oppe og køre igen og alting virker - dog venter en del timers arbejde med sortering af billeder, dokumenter osv, da der er gået fuldstændig kuk i det. Intet ligger hvor det plejer og nogen billeder ligger der fx 3 kopier af i mapper jeg aldrig selv har placeret dem i - men vigtigst af alt: INTET ER MISTET (HELDIGVIS!)

Det er også årsagen til jeg ikke har fået skrevet en måneds tid - utroligt så afhængig man er af sin computer!

I dag stå den på indsamling for Red Barnet. Så vil naturligvis gerne minde alle om at jeg synes det er en god ide at støtte med det man nu kan undværre, hvis der kommer en indsamler forbi dig i dag!

Ha' en god søndag i det skønne vejr :-)

fredag den 29. juli 2011

Et par rigtige æv-uger og så lige en dejlig nyhed

Det sidste jeg skrev i mit sidste indlæg, var at jeg glædede mig HELT VILDT til dagen efter, hvor jeg skulle til Take That koncert - men som de fleste nok hørte i nyhederne, blev den koncert jo aflyst og jeg var dermed en af de 45.000 skuffede fans, der måtte gå slukøret fra Parken. Ved nu ikke om jeg vil kalde mig en decideret fan, men jeg havde bestemt glædet mig til at opleve mine idoler fra teenage-årene. Jeg kan stadig lide musikken, men er sikker på at nogen tøser er blevet væsentlig mere skuffet end mig ;-) Men ja, ærgerligt det var det bestemt - virkelig ærgerligt!

Lotte, som jeg var derinde med, og jeg besluttede os i stedet for at gå i biografen og se den nye Harry Potter, så vi endte med at have en hyggelig aften med øl, cola og popcorn - og en masse small-talk med en masse andre skuffede koncertgæster på vores lange gåtur fra Parken tilbage til centrum. Så det endte faktisk med at blive en rigtig hyggelig aften, selvom jeg da hellere ville have været til koncert ;-)

Sjovt nok (eller uheldigvis) sagde jeg til Lotte, mens vi var på vej i biografen, at aflysningen helt sikkert ville betyde starten på en række uheld... Og det gjorde det rent faktisk! Ved ikke hvorfor jeg sagde det, men det var hvad min mavefornemmelse sagde mig... Og ganske rigtigt, næste dag gik min computer i stykker og nu 14 dage senere virker den stadig ikke :-( Harddisken er brændt sammen og skal skiftes - pris 2000,- taget ud af mit i forvejen lave dagpenge-budget!!! Øv øv siger jeg bare!

Jeg har derfor klaret mig den første uge ved at benytte bibliotekets computere, men fik i sidste uge lov at låne en bærbar pc fra Elgiganten, hvilket er rigtig rart. Desværre er der ikke installeret Word på den, så medmindre jeg kan finde en, der ulovligt vil låne mig sin kopi af en Office cd, benytter jeg stadig bibliotekets computere til jobsøgning. Der går nok små 2 uger før jeg få min egen computer igen og så venter lidt arbejde med installering af printer, Office pakken, antivirus og diverse gendannelse af data, billeder osv. Øv hvor jeg hader det :-(

Heldigvis er der ikke sket flere uheld de sidste 14 dage, men synes nu også det med min computer skaber rigeligt med problemer. Nå ja, jeg kan forøvrigt heller ikke komme i min mail, da jeg benytter Windows Live Mail, der ligesom Outlook er integreret i computeren. Så jeg kan ikke tjekke mail fra andre computere :-( Selvfølgelig kan jeg installere det på lånecomputeren og synkronisere den, men så skal jeg også til at fjerne det hele igen fra computeren når jeg skal aflevere den igen, så andre ikke kan snuse i mine mails. Ja, det hele er lidt besværligt for mig, kan ikke rigtigt overskue det, men håber bare jeg ikke er gået glip af nogen vigtige mails i den periode jeg ikke har kunne bruge min computer.

Som sagt, er det kun de 2 uheldige ting, der er sket for mig - intet alvorligt! Men computerproblemerne fylder bare rigtig meget i mit hoved endnu. Selvom jeg har masser af tid fordi jeg ikke arbejder, så er det bare anstrengende at skulle på biblioteket dagligt for at sende ansøgninger. Der er meget tidspilde med at komme frem og tilbage, og så har man bare ikke samme ro omkring sig, som når man sidder derhjemme.

Ja ja, jeg brokker mig, jeg ved det godt ;-)
Nå men afslutningsvis vil jeg lige fortælle at min søde veninde Louise og hendes mand, i går eftermiddags blev forældre til lille Emily. Så det ændrede væsentligt på mit ellers lidt triste humør på det sidste, til at være glad og positiv igen :-) Det er rigtig dejligt for dem og jeg håber meget at skulle på babyvisit senere i dag :-)

fredag den 15. juli 2011

Sommerkort

Det er ikke mange kort jeg har fået lavet på det sidste, men forleden fik jeg lavet disse 3 kort. Faktisk fik jeg lavet i alt 8 kort, men har allerede solgt 3 af dem og brugt 2 selv. Og da jeg glemte at tage billeder af dem, kan jeg desværre kun vise disse 3.


Papir og klippeark er fra Tilda Design. Doilies er fra Panduro og ellers har jeg bare brugt diverse bånd/ sløjfer. Så de er jo rimelig simple, men synes figurerne fra klippearket er ret søde.



Lige nu glæder jeg mig rigtig meget til om små 24 timer... Er nemlig så heldig (efter min egen mening) at jeg skal til Take That koncert i morgen aften! Jeg har længe gerne ville afsted, men har ikke kunne finde nogen der ville med. Enten havde de ikke råd, kunne ikke eller også var det ikke lige deres musiksmag. Jo jeg kunne følges med min venindes kæreste og nogen af hans venner, men de har ståpladser og desværre var der ikke flere ledige billetter til plænen. Men så kan facebook jo være en rigtig god ting, når man skal efterlyse noget ;-) For min venindes veninde Lotte, som jeg heldigvis kender ret godt, skrev hurtigt tilbage at hun MEGET gerne ville med, og vupti havde vi bestilt 2 stk. af de ekstra billetter der var blevet sat til salg - super gode pladser endda :-) Nu glæder jeg mig bare vildt meget til i morgen, har hørt at det skulle være et helt fantastisk flot show!

lørdag den 9. juli 2011

Jeg er tilbage på bloggen...

Nøj, hvor er det længe siden jeg har skrevet på bloggen. Kan se jeg slet ikke har blogget siden oktober sidste år - sikke tiden går! Rigtig mange gange har jeg tænkt tanken "nu må jeg også snart i gang igen" - det er nemlig så hyggeligt at blogge, både at skrive, men også at læse med på alle de fantastiske blogs jeg følger! Eller fulgte, må jeg vist hellere korrigere mig selv, for lige så lidt jeg har skrevet de sidste 9 måneder, lige så lidt har jeg læst med på andre blogs :-( Men nu er jeg i gang igen og i fuld sving med at læse op på hvad der er sket på andre blogs det sidste stykke tid. Det er naturligvis umuligt at nå at læse 9 måneder tilbage i tiden, på alle de blogs, men forsøger at nå et par måneder tilbage...

Og hvad er der så sket de sidste 9 måneder, siden jeg ikke har fået skrevet? Ja alting - og ingenting! Først og fremmest skyldes det, at jeg i oktober sidste år fik nyt arbejde. Det var hårdt at komme i gang igen, men også rart at komme ud blandt nogen kollegaer og få nogen daglige oplevelser, i stedet for den lidt ensformige hverdag herhjemme med jobsøgning. Og så er grunden til at det er 9 måneder siden jeg sidst har skrevet, nok også, at jo længere tid der går, jo sværere er det også at komme i gang igen - for hvor starter man lige med at indhente det forsømte? For ligesom jeg ikke kan nå, at indhente 9 måneders manglende læsning af andre blogs, så kan jeg vist heller ikke beskrive mit liv de sidste 9 måneder. I hvert fald vil det nok være meget uinteressant for andre at læse, hvad der skete for så længe siden!

Jeg har heller ikke fået lavet meget hobby arbejde det sidste stykke tid, faktisk har det kun været når jeg skulle bruge et kort eller en gave jeg har fået lavet lidt. Alle de kort jeg plejer at lave i vinterhalvåret til at sælge af, har jeg slet ikke fået lavet :-( Hvilket får mig til at vende tilbage, til det, jeg skrev lige før: "Og hvad er der så sket de sidste 9 måneder siden jeg ikke har fået skrevet? Ja alting - og ingenting!" For selvom der er sket en masse og jeg faktisk har haft travlt med alt muligt på det sidste, ja så har januar og februar været meget kedelig for mig! De er stort set sovet væk! Jeg passede mit arbejde, men når jeg kom hjem om eftermiddagen, gik jeg ofte direkte i seng og sov til næste morgen. Man kan nok kalde det en mindre vinterdepression, ikke at jeg var ked og trist, men jeg var simpelthen så udmattet og slap i kroppen. Sov og sov bare! Det hjalp da jeg begyndte at spise D-vitaminer og solen kom frem igen. Jeg er tit træt i årets første 2 måneder, men i år var det virkelig ekstremt. Hvis jeg oplever det igen, bliver jeg simpelthen nødt til at komme sydpå og få lidt varme og ny energi...

Alt er fint igen (ja det er længe siden nu), og jeg er i fuld sving med jobsøgningen igen. Det var desværre kun et vikariat, det arbejde jeg fik i oktober. Men hva', det er jo bedre end intet arbejde!
Nå men jeg kan jo altid vende tilbage til hvad der ellers er sket den sidste tid, når det lige passer ind. Lige nu tror jeg det bliver for kedeligt at læse for andre, hvis jeg bare plabrer løs ;-)
Jeg kan forøvrigt se at mit blog-design/ baggrund er udgået siden jeg sidst har været på bloggen, jeg fandt et midlertidigt, men synes faktisk det er lidt "fesent", så det må jeg vist også have opdateret en af dagene. Nu må jeg vist hellere smutte videre med dagens gode gerninger. Skal lige når lidt tøjvask, en opvask osv. inden jeg skal hjem og besøge en veninde i eftermiddag - og skal også lige nå på planteskolen på vejen og købe en fødselsdagsgave til i morgen. Shit jeg er ved at have travlt nu... God weekend til jer alle :-)
Sammenplantninger jeg lavede i påsken

 

mandag den 20. september 2010

En kold og våd mandag + endnu en fødselsdagskort


Jeg var til min venindes fødselsdag i lørdags og havde lavet dette kort til hende. Det blev lidt sent, jeg kom hjem (eller rettere, jeg kom tidligt hjem søndag morgen), så søndagen stod i afslapningens tegn. Ingen tømmermænd heldigvis, men hold da op hvor var jeg træt! Sofa, tv og en lang lur midt på dagen, var vist alt det blev til ;-)

I dag er jeg oppe på dupperne igen, men vejret er så trist og det regner nærmest konstant, så synes ikke jeg gider ud på cyklen. Det må vente til i morgen, hvor de lover tørvejr. Så dagen i dag bliver brugt på nettet. Det er længe siden jeg har læst med på de blogs, jeg normalt følger med i, så det skal der følges op på i dag. Så det bliver en dag med ren indehygge :-)

fredag den 17. september 2010

Hjemme fra ferie

Som nogen af jer måske har opdaget, er det et stykke tid siden jeg har blogget. Jeg har været på ferie med familien. Og ja, og så lægger jeg mig næsten altid syg efter en ferie - også denne gang! Det er en lille uges tid siden vi kom hjem, men det er først nu jeg egentlig orker at sætte mig foran computeren, men sofaen og tv'et været godt brugt den sidste uges tid ;-)

Ikke fordi jeg skal fortælle i detaljer om alle de småting jeg har fejlet, men jeg vil dog alligevel lige fortælle at jeg primært har "lidt" af "efter-søsyge", eller hvad man nu skal kalde det... Som nogen af jer ved har jeg været med familien på krydstogt i Middelhavet, og en uge på havet, sætter åbenbart min balance helt ud af system. Så siden jeg kom hjem, har gulvet gynget under mig og jeg har følt at jeg måtte holde fast i ting, for ikke at vælte - derfor har sofaen været så eftertragtet.

Ombord på skibet har jeg overhovedet ikke følt nogen form for søsyge (selvom jeg normalt bliver hurtigt køresyg). Der er så mange "stabilisatorer" eller hvad man nu kalder det i skibet, at det nærmest er umuligt at blive søsyg (jo måske, hvis man skulle sejle over Atlanten), og selvom der 2 aftener var høje bølger og man gik og slingrede lidt, når man bevægede sig rundt på skibet, så kunne man intet mærke når man sad ned, stod stille eller lå ned. Men kroppen har åbenbart vænnet sig til de små bevægelser, for da jeg kom hjem, var balancen helt ude af kontrol. Jeg kunne godt mærke lidt de gange vi gik i land, men vi var som regel kun i land 5-8 timer, så følelsen forsvandt jo lige så snart vi kom tilbage på skibet. Jeg er vist den eneste af os, som har været "efter-søsyg", men de fleste af os har også døjet med ondt i halsen osv. Modsat vejret her i Danmark, har vi jo haft rigtig godt vejr, og aircondition har derfor kørt på fuld fart om natten (ja, vi er jo selv ude om det).

Adventure of the Seas
Nå, men nok om sygdom osv, for vi har haft en super dejlig ferie og haft nogen virkelig gode oplevelser. Turen gik fra Malaga, hvor vi havde valgt at tage en overnatning inden, for også at opleve lidt af byen og ikke mindst spise noget fantastisk tapas. Mums, det kan man godt blive afhængig af ;-) Dagen efter (lørdag) skulle vi så ombord på skibet og havde hele søndagen på havet. Det var en god måde at starte på, for så fik man virkelig slappet af og kunne nyde dagen ved poolen osv. Min søster og jeg tog også til en omgang bingo, meget underholdende måde at spille bingo på, og noget anderledes end herhjemme (min søster, en af mine kusiner og jeg spiller banko et par gange om året herhjemme, så det skulle også prøves på skibet).

Malaga: Udsigt fra Gibralfaro til Alcazaba lige bag træerne og "den enarmede" domkirke
Mandag ankom vi til Cagliari på Sardinien, hvor vi tog på en udflugt til noget der hedder Nora. Det er en ca. 3000 år gammel ruinby, som man for et par hundrede år siden begyndte at udgrave. Man har fundet boliger med mosaikker, et teater, romerske bade osv. Noget jeg synes er ret spændende at se og det var et væsentligt større område end forventet. Jeg ville gerne have set lidt af den gamle bydel i Cagliari efter udflugten, men var simpelhen så træt af jeg droppede det.

Ruinbyen Nora: Jeg kan godt forstå at romerne, for 3000 år siden valgte at placere en by her, især med den udsigt!
Tirsdag lagde vi så til i Civitavecchia, en by der ikke umiddelbart er så meget at opleve i, så vi tog alle 6 med toget til Rom, hvor vi også oplevede en hel masse. Min veninde og jeg var i Rom for et år siden og har derfor oplevet mange af de ting man SKAL se, så vi valgte at gå for os selv og se nogen af de andre spændende ting som Rom byder på (men man kan hurtigt fare vild når man man ikke har et kort der indeholder alle vejnavne og man bevæger sig lidt væk fra turistområderne...). De andre tog i Peterskirken, fik shoppet osv.

Rom: Caracallas termer
Dagen efter, onsdag, ankom vi så til Ajaccio på Korsika. En ø jeg havde glædet mig rigtig meget til at se, dengang vi bestilte rejsen, men efter at have læst lidt om den, blev jeg klar over at jeg nok ikke skulle glæde mig for meget, da "hovedstaden" Ajaccio er den mest uinteressante del af øen. Og da øen er dækket af klipper og har en 50 km/t begrænsning på samtlige veje, er det næsten umuligt at opleve det rigtig flotte Korsika, når man kun har 6-7 timer på land. En af mine naboer rejser til Korsika en gang om året og er meget begejstret for øen, men har kun været i Ajaccio en enkelt gang - netop af samme grund som beskrevet. Og udfra hvad jeg har læst i bøgerne, så kunne jeg rigtig godt tænke mig at komme til Korsika en anden gang, leje en bil og opleve den flotte ø, men Ajaccio behøver jeg vist ikke at se så meget til... Nå men mens min mor, søster og veninde ville shoppe i byen, ville svoger ville blive på skibet og slappe af, og min far og jeg valgte at tage på en udflugt lidt uden for byen, hvor vi først var på en bifarm og smage en masse forskellige slags honning. Det var faktisk meget spændende og en god oplevelse. Derefter var vi på et olie destillari. Da turen hed Trio of Corsica Flavours, troede vi at vi skulle ud og smage olivenolie (flavours), men det viste sig at det var kropsolie de producerede = vi var skuffede! Sidst men ikke mindst var vi på besøg hos en vinproducent (for at bruge 90'er udtrykket så var det bob-bob). Tilbage i byen, spiste vi en skaldyrs-salat som vist ikke er set bedre og billigere andre steder i europa!

Næste dag torsdag, var vi så på Mallorca hvor vi lagde til i Palma. Min far havde læst om en havneby der hedder Port de Andratx som han meget gerne ville se. Det er et af de steder på Mallorca, hvor de rige og berømte har sommerhus eller lægger til med deres store yachter (ikke at vi så nogen kendte ansigter). Vi fik også her, en rigtig lækker frokost, samtidig med den flotteste udsigt ud over havet og byen.

Mallorca: Port de Andratx
Næstsidste dag af ferien, fredag, var vi igen ombord på skibet hele dagen, mens det sejlede retur til Malaga. Det bød for mig på en afslappet dag i solen, yderligere en gang bingo med min søster, et par forsøg på klatrevæggen sammen med svoger (den udsigt ud over havet, der er deroppe fra, får man slet ikke nydt - man bruger alt for mange kræfter på at klamre sig til væggen) og så bestilte jeg en tid til en afslappet massage. Om aftenen skulle de sidste dollars spilles op på kasionet ;-) Så virkelig en skøn afslutning på en god ferie, inden det lørdag stod på afrejse og en lang flyvetur hjem.

Søster prøver lykken på skibets kasino en aften. Det meste af det vi vandt, blev spillet op igen, men hva' - vi havde det jo sjovt :-)
Har du nået hele vejen igennem dette indlæg, så tak fordi du læser med. Det blev et lidt længere indlæg end beregnet, og jeg har endda prøvet at begrænse mig! For har bare haft så mange gode oplevelser - så tak til mine kære forældre for en dejlig ferie :-)

Hver aften var der et dyr, fremstillet af håndklæder, som overraskelse i kahytten. Her en flagermus hængt op i loftet, med mine solbriller, som åbenbart havde ligget fremme

mandag den 30. august 2010

Hvilken skøn mandag

Jeg har haft en rigtig hyggelig dag med min gode veninde, Jannie, i dag. Vi mødtes til en god og lang brunch i formiddags, efterfulgt af gåtur og shopping i Roskilde. Og sikke der blev snakket... Vi skal nemlig snart på ferie, eller dvs. jeg skal snart på ferie sammen med familien. Mine forældre har inviteret min søster, hendes kæreste og jeg på ferie. Og da jeg ingen kæreste har, fik jeg lov at invitere en veninde med istedet, da ferien koster det samme, uanset om jeg skal bo på eneværelse eller min veninde skal med. Ved ikke hvad hun synes om at skulle rejse sammen med min familie, men hun har fået en billig ferie, da hun kun skulle betale for fly og en enkelt hotel-overnatning.

Vi skal afsted her sidst på ugen, så snakken i dag, gik meget på ferie - og ihhh hvor vi alle 6 glæder os til sol og varme. Nu har jeg hele sommeren hørt på at den ene efter den anden skulle på ferie, men nu er det ENDELIG blevet min tur, og sikke jeg trænger til ferie!

Nå, men under vores snakkeri i dag, fandt vi ud af at vi begge har købt den samme bikini. Hi hi er det ikke bare komisk at vi skal ligge og slikke sol i ens bikini! Og ikke nok med det, så skal vi også ha' den samme bog med... Hun er igang med "En strålende sol" af Khaled Hosseini, hvilket jeg ikke lige var klar over, for jeg har netop købt bogen, for at have en ny god bog med. Så nu kan vi ligge ved poolen og slikke sol i ens bikini og med den samme bog ;-)


Jeg var vild med "Drageløberen" af samme forfatter. Den fik mig sku til at tude! Bogen er læst en enkelt gang, og filmen set 3-4 gange. Så har store forventninger til "En strålende sol". Folk siger den er god, eller endnu bedre endda.

Nå, men ellers har min dag som sagt været rigtig hyggelig. Det blev også lige til en tur hos frisøren og en lille eftermiddagslur i solen. Ellers går mine aftener i øjeblikket med at læse i diverse "Turen går til..." Rom, Korsika, Malaga, Mallorca og Sardinien. Især Korsika og Sardinien kendte jeg intet til før, og nu kan jeg snart være turistguide for familien ;-)

Nå men der er vist ingen tvivl om, at jeg glæder mig til ferie...

Sov godt :-)

fredag den 20. august 2010

Reception

I dag har jeg været til åbningsreception hos en af naboerne, der er startet som selvstændig ejendomsmægler i foråret. Jeg tror det går rigtig godt for ham, og det er nok det rigtige tidspunkt han er startet op på, nu hvor boligkrisen er ved at vende og huspriserne så småt begynder at stige. Fra start var de 2 ansatte, og allerede nu, har han været nødt til at ansætte en sagsbehandler. Mindst 15 solgte boliger, og nogen stykker, der blot venter på underskrift, må siges at være en god start. Ja jeg ved ikke hvad en af de store ejendomsmægler-kæder sælger på en måned, men jeg synes nu det er flot, når man først lige skal slå sit navn fast på markedet!

Jeg kender en af dem, han har solgt et rækkehus for, og hun har simpelthen rost ham til skyerne. Meget proffesionel, dygtig til sit arbejde og solgt på 2-3 uger, var noget af det hun sagde. Så overvejer bestemt at bruge ham, når jeg engang skal sælge mit eget lille rækkehus. Men mon der kan være en interessekonflikt i at sælge sin nabos hus...? For jo han vil være interesseret i at få det solgt - men er han interesseret i at have hvem som helst som nabo?

Da han i dag holdt reception, ville jeg og et par stykker af naboerne, derfor gerne lykønske ham med hans nye firma og naturligvis ville vi også gerne se lokalerne. Mange af bygningerne i gågaden i Roskilde hvor han har til huse, er gamle og rigtig hyggelige - bestemt charmerende! Jeg stod for gave og naturligvis også et kort, så når man er mig, laver man det jo selv ;-)

Det kom til at se sådan ud:


Og indersiden:


Papiret, med de små huse, er fra Heidi Grace Designs. Synes det passede meget godt, til en der sælger huse ;-) Dog ikke så maskulint med et lilla kort, men det var nu lige det jeg havde i huset, der passede til... Undgik dog at bruge blomster og for meget pynt, men et par sommerfugle blev det alligevel til, for der manglede lidt på kortet...

søndag den 15. august 2010

Skøn weekend

Det har været en stille og rolig, men dejlig weekend. I går (lørdag) var det virkelig et møgvejr det meste af dagen, ja et rigtig inde-hygge-vejr. Jeg fik virkelig ordnet mange ting, såsom tøjvask og rengøring, og så fik jeg lavet rigtig mange retter til fryseren. Det er jo altid rart at have lidt nem mad at tage op, når man ikke lige gider at lave mad hver dag, når man som mig bor alene. Emhætten kørte stort set hele dagen over retter, der stod og små-simrede på komfuret. Fik også lavet en del mini-pizzaer. Nemt og lækkert at tage op til frokost en dag. I dag har jeg så lige resten af opvasken, jeg skal have ordnet, for da klokken var 9 i går aftes, gad jeg simpelthen ikke stå oprejst mere...

I fredags var jeg hos en veninde og spise, det er altid så hyggeligt, og det ender tit med, at vi sidder og snakker til langt ud på natten.

I dag står den så på 5 års børnefødselsdag hos en anden venindes søn. Det plejer også altid at være rigtig hyggeligt og med det helt store kagebord :-) Jeg har købt en sej Spiderman bluse og et par cool jeans til ham, og så fandt jeg lige et ekstra lille ting, nemlig et par badevinger - også med Spiderman. Jeg ville egentlig selv have haft lavet et kort til ham, men jeg har været på jagt alle vegne efter Spiderman ting, stickers, papir eller lign. til at lave kortet af, men har bare intet kunne finde. Fandt noget med Biler/ Cars, men det er jo ligesom ikke sejt mere når man er 5 år åbenbart, det var kun dengang han var 4 år det kunne bruges ;-) Så det blev til et færdigkøbt kort istedet... Men han er jo egentlig nok også ligeglad med hvem, der har lavet det ;-)

Ha' en rigtig god søndag alle sammen :-)

tirsdag den 10. august 2010

Hvad mon naboen siger...?

.... når ham kommer hjem og ser at hans rækkehus er solgt??? Især fordi det IKKE er til salg ;-)

Ja, det er mig der har været på narrestreger i dag!

I morges dumpede der en reklame fra Danbolig ind i postkassen, de har igen solgt et hus i vores område og vil gerne have flere til salg. Den slags dumper tit ind af døren fra forskellige ejendomsmæglere, som en slags reklame. Men den, der kom fra Danbolig i dag, var lidt anderledes end normalt, for på bagsiden stod der SOLGT.

Jeg havde egentlig nået at smide den over i bunken med papir jeg skulle ud med i OTTO'en (ja, det hedder vores papir-genbrugsspande i Roskilde altså). Men så fik jeg den skøre idé at den ville se fin ud på en af naboernes vindue, som en lille spøg.

Der er 3 naboer min spøg ville gå med, men desværre var de 2 af dem hjemme i dag, så der ville spøgen nok falde lidt til jorden... 4 naboer er væsentlig ældre end mig og ville nok slet ikke kunne se det sjove i det. Og den sidste nabo, har lige overtaget huset, men er ikke flyttet ind, så hun ville nok synes, det var nogen underlige naboer hun havde fået.

Derfor var der kun 1 af naboerne min lille spøg ville virke hos, så jeg fandt skiltet frem igen og dobbelt klæbende tape og smuttede så over med skiltet på hans hoveddør.


Desværre er skiltet ikke så stort, men stort nok til at han sikkert undrer sig, når han kommer hjem fra arbejde...

Jeg gætter på at han nemt kan regne ud det er mig, der har været på spil og håber da at han synes, det er bare lidt morsomt ;-) Jeg har i hvert fald moret mig, da jeg efterfølgende smuttede derover igen - for kom lige i tanke om, at jeg da lige måtte ha' et billede...

Hilsen Maria 10 år igen ;-)

onsdag den 4. august 2010

Klumpe dumpe slår til igen...

Klumpe dumpe - ja det er mig! Nogen gange tænker jeg på, om jeg mon er gået under en stige eller har set en sort kat løbe hen over vejen inden for de sidste par dage, og bare har glemt det skete. For i perioder laver jeg virkelig nogen uheldige ting. Som for et par uger siden, da jeg faldt på vej op af et trin i bussen :-(

Jeg har godt nok slået hjørnet af et spejl i stykker for mange år siden, men jeg mener at de 7 års ulykke burde være udløbet... Er der nogen, der ved hvor man kan klage når man bliver ved med at være forfulgt af ulykker???

Nå, men tilbage til gårdagens ulykke... Jeg ville, som de sidste par dage ha' lavet lidt kort i går aftes, bl.a. fik jeg lavet disse 2 meget enkle kort af resterne fra min pt. ynglings serie "Amor vincit omnia". Jeg kom i tanke om, at jeg havde købt noget glimmer powder for længe siden, men bare aldrig havde prøvet at bruge det. Så på sommerfuglene på kortet til højre, har jeg brugt en limstift og ville så drysse lidt glimmer på dem.


Men så skete det mest irriterende, der kunne ske! Jeg kunne selvfølgelig ikke få det øverste låg af (jeg kunne se at låg nr. 2 havde strøhuller) og måtte tage enden af en gaffel i brug og puff sagde det...

Glimmer OVERALT! Og det blev jeg naturligvis nødt til at tage et billede af ;-) For lige så irriteret jeg var over den kommende rengøring, lige så komisk synes jeg det var, da jeg opdagede at det øverste låg slet ikke skulle af, men man kunne nøjes med at tage det lille klistermærke af der dækkede en hul, og låget så skulle drejes så hullet var over strøhullerne. Ja, nu virker det jo logisk for mig - men hvor skulle jeg lige vide det fra, når det var første gang jeg brugte det...

Selvom det meste røg i køkkenvasken, da jeg heldigvis stod ved køkkenbordet og arbejdede, har jeg i dag stadig glimmer overalt! Jeg har støvsuget og tørt af med en våd klud overalt, jeg måtte skifte tøj da glimmer-skyen også røg ud over bluse og bukser, på gulvet osv. Der er dælme meget glimmer i sådan en beholder, så selvom det var nogen billige og enkle kort jeg ville lave af papirrester, så endte det med at blive en dyr fornøjelse, da der røg ½ beholder ud!

Så ja, i går var nok en af de dage jeg IKKE skulle have forsøgt at være kreativ!

torsdag den 29. juli 2010

Oprydning, Cirkusrevy og "Glade Gensyn"

Jeg har haft et par rigtig, rigtig gode dage her tirsdag og onsdag. Jeg brugte tirsdagen på oprydning i alle mine scrapsager. Jeg har efterhånden indrømmet over for mig selv, at jeg køber alt, alt for mange scrapting, i forhold til hvad jeg kan nå at bruge. Jeg har virkelig svært ved at gå i Panduro, Love2scrap osv. uden at købe noget. Finder jeg et godt tilbud, må jeg eje det, selvom jeg godt ved at der går 100 år før jeg får det brugt - for jeg har jo så meget andet derhjemme i forvejen. Så nu har jeg købt et par æsker, med en masse små rum, så det er nemmere at overskue hvad jeg egentlig har i gemmerne, og så håber jeg på, at jeg bliver bedre til at bruge det jeg har - istedet for at købe endnu mere... Det er trods alt nemmere at overskue eyelets, brads, perler, palietter osv. på denne måde, end i de små poser m.m. det leveres i.


Når jeg engang flytter i et større hus, drømmer jeg om et lille kontor med hylder m.m. til alle tingene. Fordi jeg har så lidt plads, hvor jeg bor nu, er jeg nødt til at pakke alt sammen i kasser og æsker når arbejdet er overstået. Jeg bruger køkken og spisebord til at lave tingene, men da jeg også skal have lidt mad engang i mellem, er jeg nødt til at pakke tingene ned igen. Så i lange perioder står der en stor stabel kasser på gulvet med scrapting, andre gange bliver jeg træt at se på disse kasser og så ryger de i kælderen i nogen uger, indtil jeg igen savner det kreative. Det er nok også derfor, der nogen gange går længe mellem mine kreative "produktioner". Men nu er der ryddet op i tingene og weekenden er sat af til at lave lidt kort m.m.

Ud over oprydningen i tirsdags, var jeg på Bakken med mine forældre, søster og svoger om aftenen. Mine forældre havde inviteret os en tur i Cirkusrevyen, samt på stegt flæsk inden da. Den stegte flæsk var dog ikke noget at råbe hurra for (mine forældre havde været der for et år siden, hvor det havde været RIGTIG godt, men det var det ikke ligefrem denne gang). Tilgengæld synes jeg Cirkusrevyen var rigtig morsom. Jeg har aldrig set det "live", men kun en smule i tv engang. Hold da op hvor jeg grinte! Men jeg må indrømme at man skal følge med i nyhederne for at se humoren i Lene Espersen, Lars Løkke og de katolske præster ;-) Dronningen var jo sjov som altid, dog kunne jeg ikke helt se det sjove i Henrik. Men jeg morede mig i hvert fald rigeligt og så var det bare en rigtig hyggelig familietur (dog kunne jeg ikke få lokket min far med i rutsjebanen...)
I går, onsdag, havde jeg så endnu en skøn sommerdag, nemlig sammen med min mor, moster og en af mine kusiner. Vi var nemlig i Dronningemølle og se en udstilling, der hedder "Glade Gensyn" med tegnerne Christel og Aage Lundvald. Det var helt klart Christel, der var årsagen til den lange køretur til museet, faktisk havde jeg aldrig hørt om Aage Lundvald, men fandt ud af at man faktisk kender en masse af hans tegninger, også selvom jeg knap nok var født dengang, nemlig en del filmplakater fra bl.a. Olsen-Banden og film med Dirch Passer.

Tilgengæld havde Christel vores alles interesse, da min mor og moster er vokset op med Puk-bøger og Christels tegninger i aviser og blade. Min kusine har flere original tegninger og selv synes jeg bare at hun har tegnet utrolig mange fine ting. Både de langbenede Pin-up piger, men især hendes børnetegninger synes jeg er så søde. Så det var rigtig sjovt at se noget mere end det, jeg i forvejen kender. Og ja jeg har da også, som så mange andre, mit eget Christel stjernetegn fra Royal Copenhagen stående på hylden.

Efter at have set den fine udstilling (som jeg især kan anbefale til folk, der er vokset op med Christel), fik vi en rigtig lækker frokost på museet og gik en lille tur i de skønne omgivelser, som det lille museum ligger i. Det var dejlig solskin i går, så det var rigtig lækkert at komme ned på stranden og gå en tur. Efterfølgende kørte min mor og jeg til Gilleleje og gik en tur på havnen og spiste is og købte frisk fisk med hjem. Jeg skal hos mine forældre i aften og spise, så jeg glæder mig allerede til den fisk, vi købte med hjem derfra i går.

Så jeg synes selv jeg har haft nogen rigtig hyggelige dage, det føles næsten som at have sommerferie med alle de oplevelser :-) Og nu vil jeg som nævnt, glæde mig til en weekend uden planer, hvor jeg kan få lavet lidt kort :-)

søndag den 11. juli 2010

½ års dag for bloggen

Pyyyhhh, det er godt nok varmt i dag! IGEN I DAG! Jeg gik indendørs ved 12-tiden. Det blev simpelthen for varmt at være ude i haven, da der ikke er skygge nogen steder og ikke for at lyde pivset, men min hud kan simpelthen ikke tåle al den sol. Så har lavet lidt om på dagsrytmen, således jeg stod tidligt op og spiste noget hurtigt morgenmad, og gik så i haven. Når det så bliver for varmt at være ude, går jeg ind og laver alle de ting jeg normalt laver fra morgenstunden, såsom at tage et køligt bad, lægge vasketøj sammen, vaske op, tjekke mail og div. ting på computeren. Det kan være, der også bliver tid til en lille lur - man bliver så doven af varmen ;-) Det er nogenlunde til at holde ud, at være indendørs når man bare trækker gardiner og persienner for, lukker havedøren og vinduerne på solsiden af huset. Her er stadig varmt, og det er lidt trist at kigge på de nedrullede persienner, men det er den eneste måde jeg kan holde det ud.

Jeg har planer om at spise tidlig aftensmad og smutte i haven igen ved 17-tiden, når det igen er til at holde ud at være aktiv udendørs. Er igang med at fjerne ukrudt mellem fliserne på terassen, et hårdt og kedeligt job, fordi jeg ikke har været så meget i haven på det sidste, så det er blevet temmelig højt. Men føler allerede nu at terassen er blevet dobbelt så stor, fordi den er ved at være ukrudsfri og pæn :-)

Ja, og så fandt jeg jo lige ud af, at jeg rent faktisk har haft min blog i 6 måneder (i går). Sikke stærkt tiden går. Det er rigtig hyggeligt at blogge (både selv at skrive, men også at følge med i andres blog) så jeg har bestemt tænkt mig at fortsætte "bloggeriet". Og derfor vil jeg gerne sige tak til jer, som fast læser min blog og kommer med søde kommentarer og alle jer andre som bare læser med engang i mellem :-) Til jer som bare læser med af og til, og som ikke har en blogger-profil, er det altså også muligt at lægge en kommentar som "anonym". Det ville glæde mig også at høre lidt fra jer engang i mellem :-D

Rigtig god søndag og nyd det gode vejr, når nu den danske sommer endelig viser sig fra sin bedste side (og husk masser af væske) :-)

torsdag den 1. juli 2010

I'm a handywoman :-)

Ja, jeg synes faktisk selv at jeg er lidt af en handywoman ;-) I går klippede jeg nemlig hæk for første gang i mit liv. Jeg har ikke selv nogen hække, det var nemlig genboernes hække jeg var så træt af at gå forbi og få grene i hovedet, og så må man jo selv tage affære... Dog havde den ene genbo lovet at han nok skulle klippe den her i juli - men juli er jo lang og hækken vokser sig større og større. Den anden genbo's hus har stået tomt i flere måneder og den nye flytter først ind om 2-3 uger, så derfor ved jeg at der ikke sker noget med den hæk før derefter!

Så jeg fandt forlængerledninger og el-klipperen frem fra fælleskælderen og gik så igang - dog med frygten for at miste både hænder og fødder i forsøget ;-) Men hvor svært kan det være??? Synes faktisk at hækkene endte med at blive ret lige og pæne. Og så klarede jeg det endda uden at klippe ledningen over (ja min far har engang i teenageårene lært mig at ledningen skal over skulderen) og alle mine lemmer var i god behold bagefter!

Derudover blev dagen i går brugt på diverse andet havearbejde. I dag skal der renses tagrender og pudses vinduer, i hvert fald på den ene side af huset, for så er hele "forhaven" pæn og præsentabel. Derudover skulle jeg gerne nå at lave et LO som min far skal have i fødselsdagsgave på søndag, og så skal jeg hos mine forældre i aften og spise. Derudover har jeg en masse andre små "projekter", men nu må jeg se hvor meget jeg når, formiddagen er jo snart gået. Synes tiden flyver afsted om sommeren!

mandag den 14. juni 2010

Nu' det jul igen...

Så er det blevet jul igen, eller det skulle man da i hvert fald tro, hvis man fik kigget i min indkøbskurv i dag ;-) For jeg har shoppet julepynt i dyre domme (ups!). Kan godt mærke at jeg ikke køber så mange designting mere, nu hvor det er 3 år siden jeg arbejdede i butik. Man bliver lidt "nærrig" og vil ikke betale fuld pris for det, og så finder man ud af, at man godt kan undværre tingene. Men derfor er lysten til at købe tingene der jo stadig, og når jeg så er så heldig, at være tilbage i butikken for en kort stund, og har fået lov til at shoppe til samme rabatsats som sidst jeg arbejdede der, ja så kan man jo ikke "lade være" med at shoppe igennem ;-) Men jeg burde jo ikke.... 

Så brugte lige 5 min. af dagen ude i julegangen, til at hive nogen ting ned fra hylderne, som jeg længe har kunne tænke mig, men nu bare MÅ eje...

Havde jeg haft mere plads i skabe og skuffer, kunne jeg sikkert sagtens havde fundet endnu mere. Men jeg kan da godt begrænse mine indkøb lidt - selvom Medusas "Hr. og Fru Rudolf" var ren inpulskøb... Kan simpelthen ikke stå for dem ;-)

søndag den 13. juni 2010

Lyseblå kort (denne gang med sommerfugle)

Fik lavet et par kort forleden aften. Det er ellers ikke meget kreativt jeg får lavet pt. da jeg er helt ødelagt når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen. Efter aftensmaden, falder jeg næsten i søvn med det samme. Det er fysisk ret hårdt at være tilbage i butik og alle de nye indtryk fylder meget i hovedet, så føler mig temmelig mørbanket i hverdagene. Ikke at forglemme mine fødder, som bare dunker og dunker, er røde og helt hævede. Utroligt at det foreløbigt har taget 2 uger at vænne mig til at stå op en hel dag, når jeg i ca. 10 år har været vant til at stå op hele dagen, men 3 år væk fra butik betyder åbenbart at man skal starte helt forfra med tilvænningen. Nå, men jeg når nok lige at vænne mig til det, inden jeg skal stoppe igen.


Nå, men nok om træthed og dårlige fødder, jeg har jo weekenderne til at komme ovenpå igen og nå alt det, jeg ikke når i hverdagene. Så forleden fik jeg som sagt lavet disse kort. På kortet til venstre har jeg forsøgt at sværte kanten med hvid på de små sommerfugle. De store sommerfugle har fået et par 3D puder under vingerne, så der er lidt "bevægelse". Det andet kort (højre), har jeg bare punchet en masse sommerfugle og tegnet med en hvid pen. Så begge kort er temmelig enkle.

God søndag :-)

lørdag den 12. juni 2010

Nyindkøbte ting på Trendsales


Jeg shoppede lidt forleden dag på Trendsales. Syntes at når nu jeg havde fået ryddet så meget ud i klædeskabet og samtidig fået solgt en del på henholdsvis Trendsales og loppemarked, så var det vist tilladt også at bruge lidt af de penge. Så har købt dette fine tørklæde, kunne simpelhen ikke stå for Babuska dukkerne + farverne. Kommer nok mest til at bruge det i haven (for jeg har strit-ører så det ser ikke så fikst ud), men det er nu også praktisk, for jeg bliver altid solbrændt i hovedbunden og så holder det jo håret lidt på plads i blæsevejr. Fik faktisk et ekstra tørklæde med i prisen, fordi sælgeren synes leveringstiden havde været lidt for lang. Det er "bare" tyrkis med hvide prikker, men mindst lige så praktisk, så har intet at klage over. Billedet af pigen er "lånt" fra sælgeren på TS.


Og så har jeg købt denne hårbøjle med filt blomster. Synes den er ret fin, og så kunne man selv vælge blomster og farver. Lime-grøn er jo in i øjeblikket og jeg har meget lyseblåt tøj pt., så derfor valgte jeg disse farver :-) Er normalt ikke så meget til hårbøjler, synes hurtigt de strammer og bliver irriterende at have på, men denne er rigtig behagelig og klemmer overhovedet ikke. Man kan faktisk slet ikke mærke den. Fik den med posten forleden og har allerede brugt den en del gange. Overvejer om jeg skal have en mere i nogen andre farver, men skal lige beslutte hvilke ;-)

søndag den 6. juni 2010

Et lille tilbageblik til 90'erne



Jeg har siddet hele aftenen og "surfet" lidt på nettet. Ikke noget specielt, men bare alt muligt jeg lige skulle ha kigget lidt på (et par konkurrencer jeg ville deltage i, Trendsales, Facebook, et rækkehus jeg havde set til salg i avisen som jeg lige ville vide lidt mere om og hel liste med andre ting der lige skulle Google's). Ved ikke hvorfor, men lige pludselig faldt tankerne på 90'er musik, så måtte lige på Youtube og genopleve dette øjeblik fra de tidlige 90'ere. Hold da op det er mange år siden....

tirsdag den 18. maj 2010

Nyt fra hjemmefronten

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg har brugt bloggen. Har været lidt inde og se hvad andre har skrevet på de blogs jeg følger, men lysten til selv at skrive nye indlæg har ikke rigtig været der - men nu er den vist ved at være der igen ;-)

De sidste mange uger er gået stærkt, ja jeg ved ikke rigtig med hvad, men tiden er bare løbet afsted! Jobsøgning tar naturligvis meget af tiden, men derudover har jeg brugt meget tid i haven. Altså dengang det var godt vejr i april måned, for indtil i går, har maj da ikke været videre forårsagtig. Jeg bor i rækkehus og vi har derfor et stort fællesareal, der skal ordnes. Dette er naturligvis ikke min opgave alene, men i april da vi havde forår, var jeg sprængfyldt med energi og fik ordnet en stor del af dette fællesareal alene, fik flyttet en masse jord fra komposten osv. Skønt at få ordnet så meget og bruge en masse energi, men var nu også igang i rigtig mange dage, hvilket også godt kunne mærkes i ryggen efterfølgende!

Har også været igang i egen have, nåede dog ikke at blive helt færdig med at luge ukrudt inden det igen blev dårligt vejr omkring starten af maj, så faktisk blev jeg aldrig færdig i min egen have (typisk at man så har brugt tid på fællesarealerne - nå men pyt nu er det gode vejr jo kommet igen). Men med al den regn, der er kommet det sidste stykke tid, følger der også ukrudt - så nu kan jeg starte forfra igen med at luge. Faktisk er der kommet så meget ukrudt mellem fliserne, at man overhovedet ikke kan se at jeg for 2-3 uger siden har ligget på knæ og fjernet hvert eneste tegn på ukrudt, græs og mos :-( Prøv lige at se dette billede hvor fine de VAR.... Sådan ser de bestemt ikke ud mere! En del af sommerblomsterne har også været lige ved at gå til, pga. kulden om natten. ØV!


Derudover er tiden gået med lidt træning og ellers bare de daglige huslige opgaver, se veninderne og familien. Ja jeg har desværre ikke engang fået lavet noget kreativt, kun her den sidste uges tid. Som sagt; tiden er bare gået så stærkt, og jeg aner nærmest ikke hvad den er gået med... Alt muligt....

Igår og i dag har jeg siddet foran skærmen det meste af tiden og studeret rejser. Mine forældre har inviteret søster, svoger og jeg på ferie. Så jeg har siddet og studeret lidt af hvert, kun afbrudt af søster og mor i telefonen for at koordinere vores oplysninger og meninger om hvor vi skal hen. Men jeg tror efterhånden vi er enige - nu skal min far lige med på idéen inden det kan bestilles ;-)

Men nu vender jeg stærkt tilbage her på bloggen, og de kommende par dage vil jeg lægge billeder på af nogen af de kreative ting jeg har lavet her på det sidste.

Rigtig god aften derude i det danske land (og familie og vennner i henholdsvis Singapore, Haiti og Grønland, USA/ Atlanterhavet hvis i læser med)