fredag den 21. maj 2010

Mors dags gave

Det er godt nok et stykke tid siden mors dag, men da søster og jeg ikke så mor på dagen, men først en uges tid efter, har jeg ikke kunne lægge billeder af hendes gave på bloggen før, da jeg ved hun af og til læser med... Men hun skulle naturligvis have et LO til den scrapbog vi gav vores forældre til jul.


Billederne er fra diverse ture på stranden vi har haft gennem årene, og teksten er "Vi elsker sand". Jeg kan allerede nu, godt afsløre at fars dags gaven hænger lidt sammen med denne, eller en slags "fortsættelse". Jeg har derfor gået efter papir fra samme serie, som passede til begge LO. Dette papir er derfor rødt og SAND-farvet og det andet papir er hvidt og VAND-farvet. Så har jeg vist ikke sagt for meget, uden at afsløre hvad fars dags gaven er ;-)

For en gangs skyld har jeg fået brugt en del af de forskellige stansejern, sakse m.m jeg har købt i dyre domme (det kan nogen gange være en dyr hobby, når der af og til går flere måneder hvor jeg intet kreativt får lavet, men alligevel ikke kan lade være med at købe papir, værktøj m.m. når jeg lige falder over noget spændende). Og så fandt jeg endelig den sidste størrelse Retro flower som jeg manglede. Den har været udsolgt de fleste steder jeg fandt på nettet. Men nu har jeg fået den hjem, og kan konstatere at den nærmest er uundværlig ;-)

onsdag den 19. maj 2010

En lille æske


Til en veninde, der havde fødselsdag igår lavde jeg denne æske. Hun ønskede sig kun penge som tilskud til en ny cykel, så det fik hun. Men for at være ærlig, hader jeg at give penge i gave, synes det er så kedeligt at proppe et par sedler i en kuvert og sige VÆRSGO... Så derfor lavde jeg denne æske, hvor pengene kunne ligge i - og så var der jo også en gave at åbne ;-)


Det startede som en masse gratis æsker jeg fik på et lagersalg hos Adax. Tror det er gaveæsker til punge. Og da de som sagt var gratis, kunne jeg jo ikke lade være med at tage en god stak.


Lukningen er med en skjult magnet, der sidder der hvor der står Adax. Lukningen vender derfor nedad. Men jeg ville gerne have at lukningen skulle vende opad. Så derfor splittede jeg æsken ad...



"Omslaget" blev beklædt med nogen designark jeg havde liggende (køber det tit på tilbud, hvis det ikke lige skal bruges til noget bestemt, men jeg bare synes det er pænt, for det er altid rart at have lidt på lager). Der skulle 2 stk. til, da længden på hele "omslaget" er længere end de 30 cm. som et designark er. Det tog godt nok sin tid til at måle op og skære til, så det hele passede sammen. Især med låget, der jo skulle kunne åbnes og lukkes uden at papiret revner. Jeg har ikke beklædt indersiden, da æsken skulle limes fast. Kun indersiden af låget har fået lidt papir, så det ser pænt ud, når man åbner æsken.

Jeg har lavet huller til eyelets, desværre er pappet for tykt til at jeg kunne lukke dem igen, så måtte lime dem fast, men pyt, man ser det jo ikke. Jeg har brugt organzabånd til den sløjfe der skal lukke æsken (note til mig selv: lad være med at bruge organzabånd en anden gang - det holder ikke til særlig mange åbninger og lukninger af æsken).


"Indmaden" til æsken er malet med lyserød maling. Det var en maling jeg fandt i Netto fornyligt. Men den kan jeg bestemt ikke anbefale. Der er åbenbart ikke så meget pigment i, så der skal males rigtig mange gange! Tror jeg fik givet den 7-8 lag, før jeg var nogenlunde tilfreds og man ikke kunne se det sorte igennem. Det skyldes sikkert også at overfladen var så glat, at den ikke rigtigt ville tage imod malingen - meeeen alligevel! Normalt maler jeg kun 2-3 gange med det maling jeg normalt bruger. Tilsidst har den lige fået en gang lak, så malingen holder bedre. Når jeg skal lave en af disse typer æsker igen, så må jeg overveje om det overhovedet er nødvendigt at male "indmaden" eller om den ikke godt kan bruges som den er.

Inden pyntning med blomster osv. er de 2 dele limet sammen, så man ikke kan se det, der ikke er beklædt med papir eller malet.


Koen skulle lige med på æsken. Det var nogen jeg fandt i Føtex for nogen måneder siden og blev simpelthen nødt til at købe dem, da min veninde har et eller andet med køer (nøgleringe, køleskabsmagneter, koskinds-tæppe osv). Det var meningen, der skulle havde været et matchende kort, også med køer, men det nåede jeg simpelthen ikke at få lavet.

tirsdag den 18. maj 2010

Nyt fra hjemmefronten

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg har brugt bloggen. Har været lidt inde og se hvad andre har skrevet på de blogs jeg følger, men lysten til selv at skrive nye indlæg har ikke rigtig været der - men nu er den vist ved at være der igen ;-)

De sidste mange uger er gået stærkt, ja jeg ved ikke rigtig med hvad, men tiden er bare løbet afsted! Jobsøgning tar naturligvis meget af tiden, men derudover har jeg brugt meget tid i haven. Altså dengang det var godt vejr i april måned, for indtil i går, har maj da ikke været videre forårsagtig. Jeg bor i rækkehus og vi har derfor et stort fællesareal, der skal ordnes. Dette er naturligvis ikke min opgave alene, men i april da vi havde forår, var jeg sprængfyldt med energi og fik ordnet en stor del af dette fællesareal alene, fik flyttet en masse jord fra komposten osv. Skønt at få ordnet så meget og bruge en masse energi, men var nu også igang i rigtig mange dage, hvilket også godt kunne mærkes i ryggen efterfølgende!

Har også været igang i egen have, nåede dog ikke at blive helt færdig med at luge ukrudt inden det igen blev dårligt vejr omkring starten af maj, så faktisk blev jeg aldrig færdig i min egen have (typisk at man så har brugt tid på fællesarealerne - nå men pyt nu er det gode vejr jo kommet igen). Men med al den regn, der er kommet det sidste stykke tid, følger der også ukrudt - så nu kan jeg starte forfra igen med at luge. Faktisk er der kommet så meget ukrudt mellem fliserne, at man overhovedet ikke kan se at jeg for 2-3 uger siden har ligget på knæ og fjernet hvert eneste tegn på ukrudt, græs og mos :-( Prøv lige at se dette billede hvor fine de VAR.... Sådan ser de bestemt ikke ud mere! En del af sommerblomsterne har også været lige ved at gå til, pga. kulden om natten. ØV!


Derudover er tiden gået med lidt træning og ellers bare de daglige huslige opgaver, se veninderne og familien. Ja jeg har desværre ikke engang fået lavet noget kreativt, kun her den sidste uges tid. Som sagt; tiden er bare gået så stærkt, og jeg aner nærmest ikke hvad den er gået med... Alt muligt....

Igår og i dag har jeg siddet foran skærmen det meste af tiden og studeret rejser. Mine forældre har inviteret søster, svoger og jeg på ferie. Så jeg har siddet og studeret lidt af hvert, kun afbrudt af søster og mor i telefonen for at koordinere vores oplysninger og meninger om hvor vi skal hen. Men jeg tror efterhånden vi er enige - nu skal min far lige med på idéen inden det kan bestilles ;-)

Men nu vender jeg stærkt tilbage her på bloggen, og de kommende par dage vil jeg lægge billeder på af nogen af de kreative ting jeg har lavet her på det sidste.

Rigtig god aften derude i det danske land (og familie og vennner i henholdsvis Singapore, Haiti og Grønland, USA/ Atlanterhavet hvis i læser med)